INDHENTER

 

Kapitel 1.

 

12. oktober. 2005. København. Istedgade.

 

– Plopf!

Mål ramt, problem # 1 taget ud, han falder forover og ligger livløs på asfalten. Min vejrtrækning er under kontrol, slapper af i hele kroppen. Videre til næste. Flytter riflen en anelse til venstre … sådan … dér, problem # 2 præcist midt i krydset i mit kikkertsigte. Nem afstand, blot 42,8 meter. Manden har vidt opspilede og glasklare øjne og er måske allerede på dagens første fix? Det er da ret tidligt, den er ikke mere end lidt i 11. Fin mekanik det her kikkertsigte, et par millimeter op mod hans ansigt … sådan … om få sekunder vil denne junkie modtage et stk. kugle i sin pande. Jeg sætter højre pegefinger på aftrækkeren, trykker langsomt i en blød bevægelse.

 

– Plopf!

Problem # 2 vælter bagover ned på fortovet foran Maria Kirkeplads. Død på stedet. Jeg elsker denne her lyddæmper; lyder nærmest som et suk, som når man åbner en flaske champagne perfekt. Status: To stk. varmt metal placeret i to stk. ”blegansigter”, som far kaldte narkomanerne. Med projektilernes fart af 800 m/s nåede de aldrig at opdage, hvad der ramte dem, og de fik en fin afslutning på livet helt uden smerter. Zoomer ud og har hele scenariet i en fin total. Er de 30 år? 40 år? Umuligt at bedømme med garvede narkomaner, men de er i hvert fald sendt videre til de evige heroin-spøgelsers land, hvor det flyder med smuk, ren heroin, gigantiske lagre af gratis kælderkolde elefantøl og al det Rohypnol, man kan lappe i sig. Deres pjevsede, beskidte hund kommer ikke med, jeg dræber ikke dyr.

 

I dag er jeg iklædt jeans, en sort, højhalset trøje, New Feet herresko med skridsikre gummisåler og tynde læderhandsker. Har limet et lille brunt overskæg på, bærer flade kantede stålbriller og en paryk af lyst, halvlangt menneskehår. På alle researchture herude har jeg båret nye forklædninger. Onsdag formiddag, hverdag på Istedgade. Nogle biler og en turistbus passerer Maria Kirke, en fyr hænger ud foran sin kiosk skråt overfor, turister trækker rundt på rullende kufferter, og en gruppe hjemløse stakler skændes længere nede ad gaden ved Mændenes Hjem. To narkomaner kokser ud ved kirken, men ingen reagerer – ingen gider alt bøvlet og besværet.

 

Men senere vil man blive glade for denne fine oprydning, især de mange unge jyder og deres bekymrede forældre, som har investeret i lejligheder her i ”Lille Århus” – de indfødtes kælenavn for denne del af Vesterbro tæt på Hovedbanegården. Rart sådan at kunne hjælpe.

 

Mariakirkens sognepræst, René Antvorskov, har fået låst sig indenfor via en indgang i sidegaden, og er nu på sit kontor, hvor han stiller sin Fjälräven-rygsæk, hænger sit overtøj på en knagerække og klæder om til præstekjole. Han træder ind i kirkerummet, kaster et hurtigt blik på alteret med det udskårne krucifiks og vægmalerierne af den lidende, barmhjertige Jesus, og går forbi bænkerækkerne ned til hovedindgangen, hvor han låser egetræsporten op og stikker hovedet udenfor, tager et hurtigt tjek, højre og venstre, ud over pladsen op og ned ad Istedgade.

 

Og hvem ligger så der? Nå, det er bare de sædvanlige. Hold op, hvor de stener! Og så så tidligt. Der må være ualmindeligt stærke stoffer i omløb. Åh, jeg orker dem bare ikke i dag, tænker Antvorskov.

– Må Gud følge dem på deres videre vandring, siger han lavt og smækker porten i. Nu bliver han nødt til at skrive endnu et klagebrev til Socialforvaltningen, for det er efterhånden sjældent, at nogen vil vies i kirken pga. narkomaner og pushere. Eller skulle han lige ringe over til Politistation City på Halmtorvet og få dem hentet?

 

Ja, væk med dig, fromme ypperstepræst! Red dit liv! Du er slet ikke en del af planen. Men hvad nu hvis han slår alarm? Mine to mål er styrtet foran jerngitteret, der er monteret på en række store sten foran pladsen. Præsten smutter hurtigt indenfor, det virker ikke, som om han har opdaget indgangshullerne i junkiernes pander. Men hunden reagerer. Lægger den an til at pisse op ad de to dræbte?

 

– Ha, ha!

Nej, dog ikke. Den snuser bare til den ene og går over og pisser op ad træet på pladsen. Zoomer ind på et af målene, som før jeg ramte var lige midt i at rense sit værktøj i en brunlig, beskidt vandpyt, stendød holder han krampagtigt fast om sin sprøjte. Sølle stakkel.

Jeg zoomer skiftevis ind på dem begge, blod drypper ned på asfalten, nu kan det ses lidt for tydeligt, jeg har travlt!

 

Skiller min makker ad, en semi-automatisk TCI M89 Sniper Rifle. Vejledende udsalgspris: 74.995 kr. Jeg klapper stativet sammen, som benyttes ved liggende skydestilling, og skiller riflen ad i alle dens dele og lægger dem i tasken, men ikke selve løbet. Det stikker jeg ind i en sort herreparaply. Tager de to patronhylstre med mig og tørrer grundigt alt af med sterile renseservietter; efter nogle alt for lange minutter er jeg tilfreds. Indtil jeg ser på min trøje, der er lige landet en bælignende hvid-brun klat.

– Fuckin' flyvende rotter, smittebærere fodret op på pølsebrød!

Gnider og gnubber på duens efterladenskaber og prøver med endnu en renseserviet, men fuglefæces er noget forbandet stads.

 

Shit! Jeg kryber hen til køkkentrappen, mens jeg fjerner alle fodaftryk. Og nu til en mere kompliceret del af missionen: Jeg skal ned og møde virkeligheden og potentielle vidner. Jeg åbner ind til køkkentrappen, står på reposen og lytter, ikke en lyd … eller … var der noget alligevel? En dør, der knirker? Stemmer? Men så bliver der stille. Jeg har overvåget denne etageejendom, Istedgade nr. 17, og de fleste beboere går på arbejde. Men der bor også et par arbejdsløse og et ældre ægtepar. Lister ned ad køkkentrappen, ud i baggården, over til bagporten, ud på Abel Cathrines Gade, op med et kort over København og slentrer som en turist på eventyr i eksotiske Vesterbro. Passerer en cykel. Ejeren har påklistret en seddel: ”Vær nu sød ikke at bruge min cykelkurv som skraldespand, tak”. Ser ned i den, der ligger en blodig kanyle, kigger mig over skulderen på Maria Kirkeplads og junkierne, ingen nabohjælp i syne. Videre mod Halmtorvet men … problem på vej.

 

Et stk. tvivlsom person på den anden side af gaden ønsker kontakt, og råber:

– Tillykke med julen, hr.. Ønsker De at investere i denne uges udgave af Hus Forbi?

En gut med forvokset fuldskæg, gulbrune tænder, grånusset Kansasvest og ditto armybukser slingrer over mod mig. Jeg hiver en 100 kr.-seddel op af lommen og smider den foran ham. Undgår at se ham i øjnene og sætter farten op i en art kapgang. Stodderen kunne ende som vidne, uanset hans tvivlsomme dagsform. Han kunne måske shines op til at virke bare en smule troværdig i retten? Nej, det er urealistisk.

 

Jeg når frem til min udlejningsbil, en Peugeot, som jeg har parkeret fuldt lovligt og med korrekt parkeringsbillet i forruden. Låser op, sætter mig bag rattet og starter. Hvad fanden har jeg gang i? Jeg har dræbt to danskere i gaden, der aldrig ”overgiver sig”, Istedgades slogan under krigen. Men beboerne kunne ikke holde gaden fri for nazister, og nu heller ikke for junkier og pushere. Man kan skabe trendy cafeer, kønne torve og pladser, dyrke vækstlag og byforny. Men man kan ikke fjerne narkomanerne. Det er, som om de er groet fast, som de tusindvis af gamle, sorte klumper tyggegummi, der ikke vil slippe deres greb i fortovsfliserne, uanset hvor meget kommunens rengøringsfolk kratter, gnider og spuler løs.

 

Bottomline er, at jeg har gjort en god gerning og ryddet op, og … Ups! En gammel kending, politisirener, der er på vej, lyden bliver kraftigere. Ro på. Peugeot i første gear, pænt vise af og ud på kørebanen og trille væk. Man har omsider fået ringet 112, men der er god tid, god tid, de skal jo først lige hen at registrere, sætte afmærkningstape op og udspørge.

 

Næste stop: Amagerforbrænding. Jeg kører videre over Langebro, hen til Christmas Møllers Plads og drejer til højre ud på Refshaleøen. Shit Island Amager. Hvis alle amagerkanere trak i deres wc’er samtidig, ville Lorteøen slippe sit greb fra undergrunden, bryde løs og flyde rundt ude i Øresund.

– Ha, ha! Men hov, hov! Hvad har vi dér? Ved et busstoppested.

 

Slipper foden helt fra speederen. Et stk. yndig, festklædt pige med lettere udtværet makeup. På vej hjem efter et onenightstand. Højst sandsynligt med tung sprutånde fra en fest i går. En 17-18 år? Jeg studerer hende i bakspejlet, hun kigger i køreplanen og må være fra provinsen, for indfødte københavnere læser ikke den slags. Jeg elsker bare unge piger, som prøver at finde hjem til dem selv i deres fineste, men krøllede festkjole, og deres morgenbollehår viser tydeligt, at de har haft sex. Skønt! Dejligt at de stadig kan score hinanden, de unge, smide fornuften over bord og bare knalde frivilligt for sjov. Håber hun fik en orgasme eller to. Kvinder skal have orgasme ved hvert eneste knald. Det fortjener de. Elsker at se kvinder komme, høre dem komme, se dem miste kontrollen, slippe deres dyrebare kontrol, indtil de når helt derud, hvor de bare skriger af glæde:

– Knep mig – åh, Gud! Bliv ved – knep mig!

 

Væk med sippet fornuft, knald løs piger og drenge. Det ville være en katastrofe at sidde der i slumrestolen på plejehjemmet og mindes et liv, der gik tabt i from pænhed og nej tak til sex. Fyr den auf. Ikke sidde med en sviende smerte i prostataen og en nedslidt hofte foran tv’et – bittersur over alle de chancer, man ikke turde gribe.

 

Nokfritænkning. Jeg har travlt. Enhver patruljevogn i Storkøbenhavn må være blevet alarmeret nu. Drejer til venstre ned af Forlandet og så til højre ad Kraftværksvej og ruller vinduet ned. Aahh, frisk luft, masser af frisk og kold luft, skønt! Skønheden dukker op i tankerne, Annesofie, min nye … kæreste, der dukkede ”K-ordet” så op. ”Kæreste”. Mine læremestre i Mossad dikterede ved enhver given lejlighed, at kærlighed ikke er forligneligt med jobbet, men jeg har brug for hende. Det kan Mossad ikke forhindre mig i. Ikke igen.

 

En smagsprøve; kapitlet fortsætter i bogen.

 

 

Kapitel 16.

1. februar. Irak. Basra.

 

Elsker at være tilbage. Jeg er passager i en Agusta Westland EH 101 helikopter med en nervøs maskingeværskytte, der sigter og spejder ud af døren, vi er sårbare nu, på vej ind i lav højde, man ville nemt kunne tage os ud med en RPG raket. Jeg har det fint, fint, nyder udsigten, der er så anderledes her i forhold til Danmark. Rækker af bjergtoppe indhyllet i varmedis på en baggrund af skyfri himmel sat op med en overvældende lyssætning af Vorherre, varmen skruet over på max, og selv ind bag kraftige solbriller forstyrrer solen mine øjne. Neden under os er alle vinduesskodder lukket i, airconditionanlæg og paraboler hænger på husvæggene som standardudstyr, og inde i skyggen kan beboerne leve i fred med deres hemmeligheder, der sjældent følger Koranens påbud.

 

”Her får du solgaranti – midt i Det Vilde Mellemøsten, vi giver dig god service, spændende omgivelser og mageløse naturoplevelser”. Dejligt. Tak. Og jeg er på tryg afstand fra Den Lille Havfrue, parcelhuse, bajere, BT og flæskesvær og endnu vigtigere: meget langt fra civil lov og ret og den danske reporterstand. Derovre ligger vores mål; den britiske militærlufthavn, Shaibah Logistics Base med dens lange rækker af hangarer, tanks, militærkøretøjer og boligcontainere. Basen er omkranset af tykke sandmure og pigtråd og vagttårne med tunge maskingeværer, her er jobbeskrivelsen klar og tydelig: krig.

 

Nu starter piloterne indflyvningen, det giver et sug i maven, vi rammer landingsbanens helipad med et blødt bump, døren åbnes, og jeg træder udenfor og rammes af de typiske 45 grader celsius. Som i et dampbad uden skyggen af vand, men via årene i Israel har jeg lært at kontrollere og omstille min indre termostat og kun de første par dage vil være belastende. En person i foroverbøjet gang nærmer sig, en mand i uniform.

– Velkommen til SAS, sir! Håber De får et hyggeligt ophold i Shaibah Log Base, mit navn er sergent Patterson, sir!

Råber han på engelsk, så jeg svarer på engelsk.

– Host, host, host, tak, lad os komme væk.

– Selvfølgelig, sir. Yes, sir! Major Padgham venter Dem, kaptajn Abraham, sir. Der er sørget for transport. Følg mig, sir.

Jeg hanker op i min oppakning, og vi løber over til et checkpoint, hvor jeg hurtigt bliver sikkerhedsgodkendt, og vi går så over mod parkeringspladsen. Pludselig kommer en gruppe irakiske børn løbende imod os.

– Mister, mister, do you have football? Mister, give me dollar.

Jeg forærer ungerne et par pakker chokolade, og de griner og råber:

– Jor Bush! Jor Bush!

– De trænger til at blive rullet af en strid skolelærerinde bevæbnet med spanskrør, Patterson!

– Ja, sir, de er umulige at få væk, sir. Prøv med ”emshi, emshi”, det plejer at virke.

Hiver en 20 dollar-seddel op og rækker den til en af rødderne, den møgbeskidte unge smiler som svar og afslører en række sortbrune tænder, mens han begynder at røre ved mine lommer og uniform.

– Emshi!

Drengene spurter væk. Det er sgu nogle dejlige unger. Patterson og jeg går videre og passerer undervejs et skilt: ”Deadly force authorized and will be used”.

Vi når over til Humveen, og efter en kort køretur stopper sergenten foran et grågrønt army-telt med et par bistert udseende vagter udenfor.

– Padghams hovedkvarter, sir.

– Tak, Patterson.

Min id bliver nøje studeret, jeg får adgang og går indenfor i et 40 m2 glohedt telt med bræddegulv, et par lænestole, et lille tekøkken i hjørnet og en udrangeret feltseng for enden. Fornemmer en stank af sure sokker iblandet en eller anden pibetobak. Padgham sidder ved et kontorbord, bærer en rød baret med Who Dares Wins-emblem, ørkenstøvler og den klassiske kakifarvede uniform med Special Air Service-mærke på hver skulder. Jeg har, fra den første gang jeg mødte ham, altid syntes, at briten ligner den amerikanske skuespiller Orson Welles, dog knap så velpolstret. Majoren fremstår i noget mere slank og veltrænet udgave, men samme tykke kinder, sort-hvidt fuldskæg og samme insisterende blik. Han rejser sig og stikker sin næve hårdt frem mod min.

– Velkommen tilbage, Jared. Turen gik vel, forstår jeg? Godt at være tilbage i Irak, Jared? Sid ned, sid ned.

– Tak, sir, her er skønt. Elsker maden og klimaet. Og Deres halvkolde te, sir.

– Ingen problemer i Ramstein? De er ellers sære, de tyskere.

– Ha, ha, sir!

– Sikke en ballade med jeres lille tegningesag, hva’? Der får I sgu rodet godt op i sagerne! Den Lille Havfrue har fået blod på sin kønne hale. Ha, ha! Nå, nu til missionsbriefing. Som du ved, har jeg brug for dig ude ved den iranske grænse. Al-Qaeda og lignende typer strømmer ind over grænsen få kilometer fra Basra. Advarsler og trusler om boykots fra politikerne virker jo ikke, og jagerfly og show of force kan heller ikke holde dem ude, du ved besked. Te? Stadig ingen mælk og sukker, vel?

Han skænker op uden at vente på svar.

– Rules of Engagement: Du har ingen. Klassificeret.

– Okay? Tak.

– Ja, ”Killer Scout”, som piloterne i RAF siger; du har frie hænder. Og absolut klas-si-fi-ceret.

– Selvfølgelig og igen tak. Hvordan klarer mine landsmænd opgaven, sir? Forhåbentlig godt?

– Den danske bataljon klarer sig udmærket, Jared. Desværre to faldne. Og situationen forværres dag for dag, vi er udsat for raketangreb fra militser, især danskerne er hårdt ramt – og mellem dig og mig – noget skræmte. Jeg forudser, at vi må sende mange flere af vores unge knægte hjem i kister, desværre – både hos os og danskerne, ja og selvfølgelig også hos yankeerne. Nå! Heldigvis har vi nu fået dig på holdet. Glimrende!

– Ja, og jeg glæder mig faktisk til at komme derud og skræmme uvedkommende ... ihjel.

– Fandemé på tide, du dukker op, Jared! På tide. Mine folk er trætte.

Han udstøder et suk og en dyb strubelyd, før han fortsætter:

– Vi er oppe mod nogle seje og hårdføre folk, der er født til at slås i ørkenen, men det ved du jo, bemærk også lige, Jared, at almindelige kriminelle og smuglere også rejser fra Irak ind i Iran og omvendt – med hælervarer, Katucha-raketter, våben, ammunition og medicin. Og ja måske unødigt at sige … men nu siger jeg det så alligevel: Det vrimler med irakiske flygtninge ovre i Iran, som nu vil hjem til moderlandet.

– Er briefet, sir.

– Men der en anden lille kilden sag, ja, jeg ved ikke, om jeg overhovedet bør nævne det.

– Jeg sætter stor pris på netop SAS’ ærlighed, sir.

– Der sker mystiske ting netop i dit område.

– Øh … mystiske, sir?

– Uforklarlige hændelser, vores patruljer melder om skygger … fodspor … en følelse af at blive overvåget. Endnu ingen hændelser af alvorlig karakter, men …

– Mon ikke det er beduiner, sir?

– Mine folk påstår, at det er noget mere end det, det kan udvikle sig til…

– Med forlov, sir, vissevasse. Den sædvanlige overtro. Patruljer fra de regulære styrker, sir?

– Ja, mine SAS-folk er optaget andetsteds. Nuvel, jeg ville bare advare dig.

– Tak, og vi har så en aftale om mine ønsker? En sikker radiolinje og et par jagerfly på standby, sir.

– Du har indgået en aftale med SAS, men jeg er …

– Sir, undskyld, jeg forstyrrer. Det er vigtigt.

I indgangen til teltet står en britisk løjtnant i retstilling.

– Helt i orden, White. Hvad er problemet?

Jeg tager et sip skoldhed te.

– Major Padgham, ”whiskymeldinger” om snarligt fjendtligt angreb på basen, sir.

– Igen? Foretag de sædvanlige forholdsregler, få tropperne på højeste trusselsniveau.

– Skal ske, sir.

– Tak, White.

– Problemer, sir?

– Måske, raketangreb. Men du ved, alt kan ske i dette mystiske beduinland. Du husker da besøget i den der by, var det Al Hallah den hed? Jeres premierminister, Fogh Rasmussen, du hjalp ham, da I blev beskudt og …

– Tak, jeg husker hændelsen udmærket. Apropos danskere … mine danske kolleger skal levere forsyninger ud til min position, magter de også den opgave, sir?

– Ja, det må vi for fanden da håbe.

– Jeg krydser fingre. Får I fortsat efterretninger fra tyskerne, sir?

– Officielt? Nej. Uofficielt? Ja. Deres efterretningsvæsen har nogle fantastisk kompetente kilder hernede, men vi ved ikke, hvordan de får deres oplysninger og blander os ikke i det.

Padgham rækker ud efter sin kop og smager på teen.

– Aaaah, skønt, men hvordan går det ellers, Jared?

– I topform. Både fysisk og mentalt. Aldrig haft det bedre og aldrig skudt bedre, sir.

– Jamen, så god tur, og husk at skrive dit testamente og farvelbrev.

– Skal se at få kigget på det. Tak, sir.

– Du er klar over, at det er bedst for dig ikke at blive taget i live?

– Som altid, sir.

– Godt så. Og læs lige dette på turen derud. Han rækker mig en konvolut, jeg gør honnør og går ud af teltet til sergent Patterson, der sidder klar i en Humvee, en pansret mandskabsvogn. Planen er, at vi skal ud til briternes materielkommando for at få bestilt og samlet alt mit grej. Sergenten sætter i gang, og mens vi drøner ud af lejren og ud på landevejen, åbner jeg konvolutten:

 

Onsdag 1. februar. 2006

Major S. Padgham, Special Air Services. D.S.C., M.E., O.S.M.

 

Til rette vedkommende. Denne britiske officer skal adlydes ubetinget.

Al rapportering sker direkte og udelukkende til undertegnede.

Venligst

Major Stephen Padgham

Basra, Irak.

 

Undervejs mod materielkommandoen passerer vi støvede, forpjuskede palmer, flokke af vilde hunde, overfyldte lastbiler, hestekærrer, legende børn og brændende bål. Varmen ligger som en tung dyne over området, luften er tyk af sort røg fra bålene, det eneste fornuftige ville egentlig være at blive inden døre med aircondition fyret op på max. Længere fremme vinker et par snavsede drenge, de smiler og sender V-tegnet, da vi nærmer os.

– Denne strækning, Patterson … ryddet for vejsidebomber?

Vi kører over 100 km/t, og sergenten svarer uden at fjerne blikket fra vejen.

– De er alle vegne, der er ingen garantier, sir.

– Og børnene?

– De ryger desværre med, det sker jo, sir.

Lidt efter spotter vi den danske base med dannebrogsflaget og skiltene med Camp Danevang, men jeg giver bare ordre om at fortsætte uden at sænke farten og sender i forbifarten et sløset honnør til vagterne.

”Lige melde sig hos de danske styrker – lige hilse på sine landsmænd”.

Sådan lyder en dansk militærtradition som udstationeret. ”Lige ind at hilse på kollegerne.”

Men den risiko tør jeg ikke tage. En anden dansk tradition er at være ærlig og åbenmundet og ”lissom snakke om vores situation”, og dermed kunne komme til at tale over sig. Vi kører videre, og lidt efter kan vi se omridset af materielkommandoens bygninger flimre i varmedisen forude. Perfekt, vi er der lige om lidt. Situationen er ikke sikker her, selv om vores Humvee er pansret, irakerne laver vejsidebomber af bunker af panserværnsgranater eller tankminer. Tidligere på året eksploderede én under en britisk Challenger-tank i Basra. Den kraftige vejsidebombe gennembrød dens tunge panser, og køreren mistede begge ben, men rolig nu, der er jo ikke så langt … Hvad er det? Klokkeklang? En fårehyrde er i gang med at genne sin store flok ind på vejen. Og hverken hyrde eller får har særligt travlt.

 

En smagsprøve - kapitlet fortsætter i bogen.

 

Del af kapitel 2.

12. oktober. København. Café JohnLennOn.

 

– Jeg elsker ham, han er bare så dejlig … denne gang føles det rigtigt, Sanne, siger anklager Annesofie Gundelach mellem to bidder af en club sandwich, hun har bestilt. Overfor sidder hendes veninde Sanne Olafsson, der varmer sine hænder på en ”Skinny latte”.

– Jamen, hvorfor kommer du så ingen vegne med ham!? I har set hinanden i tre måneder nu, ikk’? Er han en eller anden kryster? Et bløddyr? Har han en rygrad som kogt spaghetti, Annesofie?

Over årene har Sanne måttet lægge øre til venindens uendelige beklagelser over eksmanden Christian og alle de mange mislykkede dates efter skilsmissen. Sannes kæreste påstår endda, at hun har fået en særlig ”Annesofie-rynke” oppe ved højre øjenbryn.

– Nej, nej, nej, søde, det er jo det, der er så fantastisk ved ham. Han har klare holdninger, tør melde ud, sige mig imod, og inden for de fleste områder er vi ret enige! Han er netop ikke en knudemand! Og når jeg tænker på, hvor intelligent han er …

– Og når jeg tænker på ham, så har jeg aldrig set starutten! Du har jo ikke ligefrem vist ham frem, og du er ramt af forelskelse. Hårdt ramt. Vågn op, du som ellers er så klar og konkret. Den skarpe anklager.

– Ja, ja, og en vigtig del af det at være veninde er jo at kunne holde ud at lytte, når veninden kammer over i hæmningsløs forelskelse, kære frøken Olafsson!

De skraldgriner. Og Sanne er da selvfølgelig glad på Annesofies vegne, men også lidt misundelig. 37-årige Annesofie. Som er så lækker, at hele den mandlige race straks smiler, retter ryggen, trækker vommen ind og vælger danskvand frem for alkohol, når de møder skønheden til fester eller i byen. Enkelte mænd holder ligefrem deres kæft og lytter eftertænksomt til den langbenede advokat med de mandelformede, brune øjne og tilpas brede og opadvendte bryster. Hun har det nemt, tænker Sanne, men på den anden side har Annesofies ægteskab og skilsmisse været præget af psykisk og fysisk vold af en spasser af en mand.

– Det går over, Sanne, det ved du jo.

– Jamen, nu har det stået på … længe … men hvor er filejsen så nu? Hvorfor er han ikke her, så jeg kan rulle ham, afhøre ham og finde ud af, om han virkelig er Mr. Right?

– Fortjener min skønne mand at skulle gennemgå ”Den Frygtede Sanne-test”?

– Ja. Som alle dine fyre må og skal! Og har været udsat for.

– Ja, nu virkede din test jo så ikke på Christian, han kunne jo …

– Okay, det var en smutter. Bortset fra det sidste år inden I blev skilt, hvor jeg jo konstant krævede, at du gik fra ham, fordi …

– Ja, ja, ja, prøv at hør! Min skønne, smukke Lucas er i byen, jeg er vild med ham, og du ved, hvor svært jeg har det med ...

– Jeg er med, bortset fra at smukke, skønne Lucas ikke er din endnu, for I er jo ikke kommet ét skridt videre. Du har ikke engang været hjemme hos ham, vel?

– Nej, men nu varer det ikke så længe, for næste gang jeg ser …

– Har han penge?

– Ja, ja, ja! Tonsvis, tror jeg, han taler slet ikke om dem. Og Sanne, han går altid i lækkert trendy dyrt tøj og med bælte. Aldrig med hvide tennissokker! Og så giver han en fantastisk massage, Sanne. No shit!

– Nu smører du sgu tykt på! Er der slet ikke en hage ved drømmefyren? Der er altid …

– Okay, han er sgu lidt politisk korrekt, du ved, sådan lidt overivrig efter at score mig …

– Snakker om sig selv, snakker om sig selv hele dagen lang, synger Sanne.

– Øhhh?

– Gitte Hænning. En ældre schlager, ”Snakker med mig selv”. Men hvad siger Josefine og Samantha om ham?

– Jamen, de er da begejstrede, de har været i biffen med ham, og han leger godt med dem og er generelt…

– Beep-beep. Beep-beep!

Annesofies mobil.

– Undskyld, søde, jeg skal tage den her, jobbet. Advokat Gundelach her.

Mens hun snakker arbejde, tænker hun på sine to unger, Josefine på 7 år, Samantha 12 år. Josefine er rødhåret og har store, brune øjne. Samantha, lyshåret og den af de to, der ligner narrøv Christian mest, har et bredt, rundt ansigt, en køn, spids næse og er som regel i godt humør. Hun er stolt af, at skilsmissen ikke har påvirket dem, de er begge stadig lattermilde og udadvendte. Nysgerrige og dejligt åbne over for fremmede. Den mindste har brug for en hel del opmærksomhed, for hun bliver selvfølgelig drillet i skolen pga. det røde hår. Samantha opfører sig, som er hun allerede en fuldvoksen kvinde, men sådan er det. Søde Sanne virker, som om hun elsker pigerne, og deler glæden over, at de er så vellykkede, men mon ikke hun også er glad for, at Samantha og Josefine er så nemme at passe? Det bliver hun ofte sat til. Alt er bedre nu, klart bedre, tænker Annesofie og får afsluttet sin samtale og slukker så mobilen.

– Annesofie? Har I haft jeres første prut sammen?

Så griner de igen, alt for højt, flere cafégæster stirrer surt.

– Sanne, du er bare for meget!

Efter nogle minutters grineflip får Annesofie vejret igen og siger:

– Ved du, hvad han sagde forleden?

– At han er gift?

– Neeej! Hold nu op, søde! Nej, han fortalte, at han aldrig nogensinde har slået på nogen. Er det ikke bare skønt?

– Jo da, jo da, jeg glæder mig virkelig på dine vegne, det var jo lige, hvad du har ledt efter så længe … og Christian slog ...

– Det der vil jeg slet ikke ind på igen.

– Undskyld, jeg mener ... der har været mange uheldige? Kan du huske ham med de lange hår på næsen; der hvor du synes, at han var helt naturlig og kneppede som …

– Hårene var ikke naturlige. Og i øvrigt var jeg skidefuld.

– Er din Lucas … så også renlig, Annesofie? Og erfaren?

– Ja da! Og … hvad mener du med erfaren?

– Kan han få dig til at komme?

– Sanne! Schyyyh. Det taler en ærbar kvinde da ikke om.

Mere latter. Og mere skulen fra de andre gæster. Annesofie er ligeglad, ungerne er glade, jobbet kører, og hun har fået sig en kæreste. Endelig en sød, sjov og klog mand. De findes! De findes virkelig stadig derude. Skråt op med Sannes evindelige negativitet og de sure, fimsede nar-røve i cafeen, det er sgu Annesofies tur til at få lidt medvind.

 

Blot en smagsprøve; kapitlet fortsætter i Indhenter.

 

 

 

 

 

 

 

Mine thrillere:

 

IKKE sure, piberygende herrer i tweed.

 

IKKE lange samtaler omkring en tung voksdug.

MEN menneskeskildringer fra blandede miljøer i DK og udland.

 

Plus EROTIK og HUMOR - i passende doser.

 

Og MORD. Men IKKE sygeligt, ulækre splatterdrab.

 

MÅL: Overraskelser, nuancer og et levende sprog.

 

Baseret på virkelige historier.

 

Et tip til noget af plottet: Slå "Indhenter" op på Google. Så vises Forsvarets Efterretningstjenestes jobopslag for indhentere.

 

Jeg har arbejdet på Forsvarskommandoen - har tavshedspligt - derfor romaner.

 

Klik på flere sider længere nede. More pages further down - in English too.

Bragende fin lektørudtalelse fra DBC.

 

Kan læses i sin helhed på selve Udstikker-siden.

More pages in English. Scroll down, thanks.

Hér en bid af Udstikkers lektørudtalelse (bibliotekernes anmeldelse):

 

"Som i sine tidligere bøger har Buschmann fint styr på handlingen, som virker plausibel og nærmest filmisk i sin eksekvering.

Bogen er let at læse og med et veldisponeret indhold af action, erotik og humor, placerer den sig som en af de absolut bedre bøger i genren".

 

***** - **** - ***** - **** - *****

ANMELDELSE BERLINGSKE 9. MARTS 2014

4 stjerner ud af 5 mulige.

 

Morten Buschmanns debut som krimiforfatter, »Indhenter«, er endog strammere skrevet og med en anderledes omfangsrig research.

 

Her er vi tilbage i 2005, hvor Muhammedkrisen raser, og en seriemorder plaffer den ene junkie efter den anden ned. Den veldrejede politianklager Annesofie Gundelach forsøger sammen med drabschef John Milner at fange den person, hvis gerninger nogle fordømmer, andre bifalder, alt imens hun dyrker hed sex med sin smukke, galante og helt igennem perfekte kæreste.

 

»Indhenter« bevæger sig fra kystbanesex ind i efterretningstjenestens hemmelige indre og skarpskyttens hjerne, forbi Anders Fogh Rasmussens tanker, en jødisk mafialignende families hævntørst og en ung DR-journalists frustrationer og til Tyskland, Israel, Irak og Afghanistan.

 

På mange måder fremragende leveret, men desværre bare lige en tand for overdoseret i spændingsbremsende detaljer og sære scener.

 

Med spændte sprogmuskler og skrædderskåret handlings-habit ville Buschmann imidlertid kunne lægge verden for sine fødder.

 

4 stjerner. Af Merete Reinholdt, anmelder, Berlingske Tidende.

 

 

Anmeldelser fra læsere:

 

Danmark har fået en ny forfatter, der forstår at skrue en historie sammen, så du holdes i et jerngreb af spænding fra første kapitel. Du aner ikke, hvad der er op og ned, eller hvem der er helt eller skurk.

"Indhenter" holder hele vejen indtil du forpustet lukker sidste side og lægger den fra dig på natbordet ... mange overraskende drejninger rigere.

Danmark har fået en ny helt, (eller er det skurk?) i hovedperson Lucas. Nu har Morten Buschmann bare at bruge ham som hovedperson i den nye bog. Der ligger nemlig mange spændende farer og venter på ham. Godt gået, Morten. Var virkelig underholdt.

Mvh

Dan Sandberg, BRF Kredit A/S

 

Hej Morten.

Kunne ikke undgå at bemærke Indhenter via alle kanalerne. Jeg tog chancen, og ønskede den i julegave af min søn... og læste den i to stræk! Og satte stor pris på den.

 

Meget mere spænding/thriller end jeg forventede af dig ;-) og især meget mere dybde i personagerne. Meget mere forstående, nærmest tolerant overfor "almindelige" menneskers motiver og valg.

 

Hyggeligt at møde flere af dine klassikere; 323'eren, kæmpekvinden og de oppegående patienter, uden at personerne blev for sjove eller overeksponeret i forhold til genren.

Kanon research på både militær og (sekulære) jøder....Good job, 'grats ;-)

Kh

Filip Koch, Business Unit Manager i Atea Danmark.

 

 

Jeg er altså lige nødt til at komme med en kæmpe ros her! Hvis nogen af jer mangler perfekt ferielæsning, så skal I fanden galemig læse Morten Buschmanns thrillere "Indhenter" og "Medløber".

 

Jeg havde en svær debut, som læser af genren, for ikke så mange år siden, og jeg fastholder, at der er meget godt, og der er dælme også meget, der er mig ligegyldigt. Jeg har også skulle gå rundt om førnævnte bøger et par gange og tage mod til mig. For jeg vidste jo godt, at jeg var nødt til at forholde mig til dem.

 

Bøgerne ville på ingen måde være hygge-underholdning, som jeg kunne labbe lidt i mig, mens jeg skrællede kartofler eller skrev min indkøbsseddel med den anden hånd. Og jeg fik ret i mine tanker om bøgerne og ham - for da jeg i 2014 læste hans første bog "Indhenter" blev jeg blæst omkuld af den fanden-i-voldske, vedrørende, saftige og spændende thriller med dens konstante nye drejninger, der gør, at du liiige er nødt til at læse én side mere. Jeg tog bogen i to træk.

 

Så kom "Medløber"... og den er endda også på lydbog, hvilket virkelig er min ting. Og igen - jeg tager altså mig selv i at stå helt stille og standse med dét, jeg er igang med og næsten holde vejret - SÅ pisse godt er det nemlig.

 

Begge bøger er gennem-researchede, så det er en fryd, og jeg er underholdt, betaget og forarget hele vejen igennem.

 

Så altså - her er min uforbeholdne ros og anbefalinger - LÆS LÆS LÆS! Og nu: "Udstikker".

Malou Olesen, skolelærer, Kolding.

 

Ole Rosenstand Svidt, webredaktør, GAFFA:

 

Jeg synes, at det er en yderst velskrevet og vellykket roman, hvor du formår at forene spænding med satire og humor.

 

Handlingen virker realistisk, begyndelsen er fængende, og efter få sider får man svært ved at lægge bogen fra sig – man vil vide, hvordan den ender.

Idéen med drab på nogle af samfundets udstødte og det faktum, at ikke alle betragter drab på sådanne som det helt store problem, er godt fundet på og tilpas kontroversielt. De knap 500 sider er hurtigt læst.

 

Det er spændende, hvordan vi langsomt får at vide, hvem hovedpersonen er, og hvorfor han opfører sig, som han gør. Han er en højst interessant og kompleks figur, og din store viden om internationale forhold kommer her klart til udtryk.

 

Referencerne til virkelige personer, og det at lade romanen foregå under Muhammedkrisen, er godt fundet på. Ikke mindst i slutningen af romanen, hvor enderne mellem de forskellige spor for alvor mødes.

 

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor meget i romanen der er inspireret af virkelige begivenheder? Når bagsideflappen fortæller, at du har været ansat i Forsvarskommandoen, vil man jo automatisk tænke, at du har hentet inspiration der. Og i så fald udtrykker romanen jo en skarp samfundskritik, som fortjener en offentlig debat. Godt gået!

 

Jeg glæder mig meget til at læse mere fiktion fra din hånd, for som debutant er du bestået med glans.

 

Kh

Ole Rosenstand Svidt, Aarhus.

 

Stort tillykke med din debut roman!

Vores venskab går mere end 30 år tilbage og efter at have læst Indhenter er jeg meget glad for at se dine mange talenter, som jeg har lært at kende gennem årene, folde sig ud.

 

Du har et ubestrideligt talent, og det er en fornøjelse at se dit intellekt, din journalistiske tæft for at bygge en historie op, dit reporterinstinkt og din humor gå op i en smuk, højere enhed.

 

Jeg håber, du fortsætter skriveriet og vil glæde mig til en 2’er og en 3'er.

Kh

Henrik Zein, økonomidirektør, Nordisk Film.

 

Nedenfor: Adgang til flere sider, kapitler, lektørudtalelser.

 

Læsere stiller kritiske spørgsmål nederst på Medløber- og Udstikker-siderne.

 

Jeg holder foredrag om

inspirationen, menneskene og hemmelighederne bag mine historier. Læs mere:

 

http://www.forfatterforedrag.dk/flx/foredragsholdere/morten-buschmann/

 

 

 

 

 

 

Jeg signerer gerne mine bøger her i julemåneden.

 

***** - *****

 

Lige nu er jeg inspireret af

"Kvinden der forsvandt" (Gone Girl) af forfatter Gillian Flynn.

Fremragende mystik, realistisk plot, skæbner ...

 

 

Mine bøger kan læses uafhængigt af hinanden. De er ikke en serie. En fjerde, "SKYGGER", udkommer 31. marts 2017.

 

 

Tak til mine mange profesionelle redaktører og barske læsegrupper: Læs mere på siden "Redaktører".

 

En særlig TAK til min #1 redaktør, Anne Elise Svingel Buschmann (cand.mag i engelsk/dansk)

- for hendes intuition og store viden om kvinder - plus meget andet denne forfatter ikke forstår sig på.

 

Tak til mine kilder i Forsvaret, Politiet og Central-administrationen - som for evigt vil forblive anonyme.

 

• Bøgerne kan downloades som både papir- og E-bog via fx. www.saxo.com.

 

Og selvfølgelig købes i boghandlere

ud over hele landet.

 

Medløber udkommet som lydbog.

 

 

About the novels in ENGLISH:

Please, click on

"IN ENGLISH".

Feel free to contact us-

 

TV maj 2016:

Jeg er blevet interviewet til tvprogrammet "Mette's Mix". Se det her:

 

http://kanal-1.dk/mettes-mix-194-morten-buschmann-og-snigskytten/

 

 

Tak for jeres enorme opbakning på

Krimimessen, Horsens Statsfængsel og på Copenhagen Crime.

 

Se interview på Østjysk TV, marts 2016:

https://www.youtube.com/watch?v=574QT_s3W58

 

Radio 24Syv 2014:

Jeg talte i en time med journalist Anders Kjæulff i programmet ”Aflyttet”. Om FE, agenter,, mobiltelefoner og realisme i thrilleres plots m.m.

Lyt her:

 

http://www.radio24syv.dk/programmer/aflyttet/10091912/aflyttet-uge-30-2014/

 

 

Anmeldelse

4 ud af 5 stjerner på hjemmesiden "Krimifan":

 

http://krimifan.dk/groups/indhenter-af-morten-buschmann

 

 

Medløber fik igen flot omtale i Lokalavisen Frederiksberg jan. 2015. Læs her:

 

http://www.lokalavisen-frb.dk/index.php/11-kultur/944-krimiopskrift-spaending-action-humor

 

 

 

 

 

Lektør -

udtalelse Indhenter:

 

”Bogen bringer bredspektret behandling for folk med akut spændings-underskud, og kan således formidles til de umætteligt spændings-hungrende.

 

Velskrevet og spændende indledning udvides til et meget bredspektret spændingsplot med mange retninger, aktører og niveauer.”

 

(Fra Dansk Biblioteks Center, som rådgiver biblioteker m.h.t. indkøb af bøger.

 

Bøgerne kan, som sagt, lånes på biblioteker. Søg evt. her:

 

www.bibliotek.dk

 

Lektør -

udtalelse vedr. Medløber.

Rul ned og click på siden "Medløber".

 

"En forbavsende original og fængslende bog".

 

Flere læseranmeldelser:

 

Mona Bach, radiovært:

Så fik jeg læst Indhenter. Super fantastisk!

Der var mange passager, som frembragte billeder på nethinden ... f.eks. "Ude mod vest står en orange sol lavt på en blå baggrund, himlen nærmest vibrerer efter en lang dags hård hede". Eller: "Keder mig som i en ventesal på en overfyldt skadestue". Og "Fuldskægsfanatikere, kogende saunahede om dagen, kummefryser om natten, tørkloset, hundeæde og sand langt op i røven"… jooo man kunne blive ved…

Du skriver godt og spændende! Og jeg kaster mig nu over "Medløber" og "Udstikker".

 

Hedda Rasmussen, direktionssekretær:

Jeg brugte et par timer hos frisøren til formiddag og havde taget den endnu jomfruelige Indhenter med i tasken. Den vandt suverænt over interessen for at bladre damebladene... Jeg ved ikke, om det fremstår som en udmærkelse i sig selv, men tror, at de fleste medsøstre, som minimum, vil forstå det bemærkelsesværdige i min erklæring. Virkelig god bog! Jeg læste den 2 gange! Dét plot er i særklasse!

 

Tanja Dyhl, journalist, DR:

Kære Morten.

Pokkers. Din super bogpusher ;-)

Du er som en pusher...den første smule er en prøve, en gratis-prøve...og SÅ...er man hooked.

Det er jeg i hvert fald :)

Din bog.....super fed åbning og fortælling.

Utroligt så meget du når at beskrive, som man levende kan følge med og se for sig.

JEG MÅ HAVE MERE!

 

Benthe Flannov, tidligere DR:

Så fik jeg tid til at læse din fremragende bog. Efter de første sider var jeg solgt. Jeg er så imponeret over din indsigt, og din humor over emner, der i virkeligheden er dybt tragiske.

Du må ha’ brugt oceaner af tid, til så omfattende research din bog emmer af. Det spændende ligger nok mest i den første del, og så selvfølgelig den forrygende slutning.

Men det er fantastisk som du får spundet alle tråde sammen, og din beskrivelse af hvad der foregår i hovedet på morderen er fantastisk.Jeg morede mig herligt over din beskrivelse af en redaktion i DR; beskrivelsen af journalisten og bemærkningen "han skubbede en tallerken med madrester til side " fik mig også til at le. Erindringen fra min tid på P3 stod fuldstændig klokkeklart for mig, og så gik det ellers over stok og sten.

Glæder mig til 3'die bog. Kh

 

 

 

 

 

 

 

Mail: buschmann@webspeed.dk

 

Mobil: +45 26 15 44 74