Sept 2017:

Medvirkende i Skygger øverst. (udkom 17. marts 2017)

 

Medvirkende i Indhenter, Medløber og Udstikker nederst.

 

 

 

 

Lucas Zickermann Fischer:

Finskytte, uddannet i den israelske specialstyrke Sayeret Matkal og

agent - uddannet i Mossad.

Arbejder for Forsvarets Efterretningstjeneste, som Indhenter (agent).

 

Lucas' dæknavne:

Jared Abraham, Ole Sommer, Trygvie Øien, Carsten Jensen, Thomas Lassen, Edward Fox, Feric Daszewski, Niels Forsberg og "Rapier Champion" m.fl.

 

Lucas bliver i bog 3 for sjov kaldt "Udstikker" af FE:.

Det er Forsvarets betegnelse for Human Resource-konsulenter, som hjælper ansatte med at finde det rette job i Forsvaret.

 

"Lukas Fisker" – falsk person opfundet af familien Zickermann og Mossad for at omverdenen skal tro, at Lucas Zickermann Fischer reelt er dræbt i Damaskus, Syrien.

 

 

Annesofie Gundelach.

Advokat, tidl anklager i Kbhs Politi.

Josefine Gundelach Loft, datter.

Samantha Gundelach Loft, datter.

 

Christian Loft, Gundelachs eksmand.

Katrine Wedendahl, Christian Lofts kæreste.

 

John Milner, tidl. drabschef i Københavnshavns Politi, Personfarlig Kriminalitet.

Lone Milner, hans hustru.

 

 

Øvrige medvirkende:

 

Tobias Rødding og Asbjørn Kristensen, beboere i villa på Grundtvigsvej.

Lars-Erik Grenø, advokat i Grenø, Ove & Myrstad, Kbh.

Monique Stetton, agent i Mossad. Bosat i København.

Arne Duus, beboer, Oldvejen, Fredensborg.

Flemming Madsen. Beboer og ejer af garageanlæg, Grundtvigsvej.

Henning Ringheim, bor på Vesterbro.

Jeppe Mel, tidl. korporal. Bor på Vesterbro.

 

 

Københavns Politi:

 

Jørgen Møller, politikommissær, afdelingen for Personfarlig Kriminalitet.

Adrian Strømberg, kriminaltekniker.

Finn Svendsen, efterforsker.

Gitte Frederiksen, efterforsker.

Søren Frandsen, tidl. betjent, nu efterforsker.

Maria "Psykomutter" Arnfred. Psykolog.

Lennart Girb, kriminaltekniker, Nordsjællands Politi.

 

Forsvarets Efterretningstjeneste:

Niels Christian Weinberg, generalmajor, tidl. "Chef-FE". Nu honorær konsul.

Per Vagner, tidl. major, nu oberst i Indhentersektionen.

Adem Hashari, indhenter. Kodenavn "Indhenter G"

Kaj Ahrens, nu chef for FE.

 

 

Israel:

Yaron Brenner, oberst, specialstyrken Sayeret Matkal.

Chani Cohen, efterforsker, Haifa Politi.

Hersch, kriminalkommissær, Ashkelon Politi.

Dayan, Mossad-agent.

 

Zickermann familien:

 

Familien bor i Europa, USA og Israel. Lucas er specialmedarbejder i familieforetagendet United Xtra, der designer, producerer og sælger våben. Firmaet har skiftet navn flere gange i takt med, at Lucas påbegyndte sin mission i 2005 - en mission familien planlagde, allerede da Lucas var dreng.

Firmaets hovedkontor ligger nu i Oxford, England – direktør er Ian Goodfrey Zickermann. Firmaet blev tidligere ledet af Eli Zickermann der bor i landsbyen Sachrang, Bayern. Lucas’ far, Robert, og hans bedstefar, Marcus, har medvirket til udviklingen af maskinpistolen UZI, som især Israel har indkøbt store mængder af.

 

Lucas’ forældre: Robert og Ingrid Zickermann Fischer.

Lucas’ storesøster: Sofia Zickermann Fischer.

(Ulrik Hansen, biokemiker, ansat i Ineos Group Limited.Sofias eks-kæreste).

Lucas’ bedsteforældre: Marcus og Ida.

 

Onkel Eli & tante Sarah, Tyskland.

Onkel Bob & tante Clara, Tel Aviv, Israel.

Carl Selmer. Lucas’ halvbror, Haifa, Israel

Ian & Karen Goodfrey, Oxford, England.

Boris & Laura, Prag, Tjekkiet.

Santino & Isabella, Napoli, Italien.

Pierre Henry & Suzanne og deres søn Pierre jr., Frankrig.

Theis & Neel Wenckemaar, Holland.

Magnus Nystrøm (har ændret efternavn), Stockholm, Sverige.

 

Forkortelser:

UR: Udenrigsministeriet.

FE: Forsvarets Efterretningstjeneste.

PET: Politiets efterretningstjeneste

AKS: Politiets Aktionsstyrke

NSA: National Security Angency. Amerikansk aflytningscentral.

GCHQ: The Government Communications Headquarters. Britisk aflytningscentral.

SAS: Special Air Service. Engelske specialtropper.

Sayaret Matkal:Israelsk specialstyrke.

Kidon: Israelsk snigmordergruppe.

Mossad: En af flere efterretningstjenester i Israel.

 

 

Øvrige medvirkende:

Heinrich Riemenschneider, tysk efterretningsofficer, BND - Bundesnachrichtendienst - udenrigstjenesten.

Claus Dieter Oelschagel, efterretningsofficer, tidl. BND.

Orla Ringgaard, tidl. departementschef i Justitsministeriet. Nu ambassadør i London.

 

(Længere nede: læs uddrag af kapitler fra Medløber.)

 

 

 

 

Narkomaner (afdøde):

Kim "Limsniffer” Bentsen & Jan Mogensen, København.

Tim ”Kummerform” Jensen, Aarhus.

Alex "Gufler" Johansen, Aalborg.

Plus to unavngivne i Pantheonsgade,Odense.

 

 

Medvirkende i

Indhenter, Medløber & Udstikker.

 

Kai Ginge, retsmediciner, Rigshospitalet.

Tarek Lahmi og Rahim Al-Hamsi, Syrien.

Ivan Walther Nissen, arbejdsløs, bor på Østerbro.

 

Sanne Olafsson, veninde til Annesofie Gundelach.

Emilia Langenberg, laborantstuderende, Sverige.

Jacob Olin Larsen, journalist, tidl. ansat i DR.

Inge Lehmann, tidl. sekretær i Justitsministeriet. Wikileaks-aktivist.

 

 

Ingrid Kraag, hollænder, FNs udsending i Syrien.

Stephen Padgham, oberst i Special Air Service.

Chaim Beckman, major i snigmordergruppen Kidon.

Levy Malzer, Israels ambassadør i København.

Ole Kvist Winther, vidne, Odense.

Thomas ”Suger” Norlander og Elisabeth "Freja" Poulsen. Vidner på Islands Brygge.

 

Politi:

Jacob Holm. Chef for PET.

Poul Reintoft, efterforsker, Kbh.

Claus Kehling, betjent, Tønder Politi.

Ole Ardal, betjent, Tønder Politi.

Lars Bent Sønderby, efterforskningsleder, afdelingen for Økonomisk Kriminalitet.

Knud Falbe, efterforsker, Nordsjællands Politi.

Tim Raahauge, betjent.

 

 

Politikere og royale optræder med deres rigtige navne.

 

Bøgerne er baseret på virkelige hændelser.

 

 

 

Hér afsnit fra første bog, som iøvrigt også er udgivet som lydbog.

 

INDHENTER Kapitel 1.

 

Onsdag 12. oktober. 2005. København. Istedgade

 

– Plopf!

Mål ramt, problem nummer et taget ud. Han falder forover, ligger livløs på asfalten. Videre til næste. Flytter riflen til venstre … sådan … dér. Problem nummer 2 er i krydset i mit kikkertsigte. Nem afstand, bare 42,8 meter viser afstandsmåleren. Problemet har vidt opspilede og glasklare øjne og er måske på dagens første fix? Det er da ret tidligt, den er ikke mere end nogle minutter i 11. Flytter kikkertsigtet et par millimeter op mod hans ansigt … sådan … om få sekunder vil junkien modtage et stk. projektil midt i panden. Jeg sætter højre pegefinger på aftrækkeren, trykker langsomt af i en blød bevægelse.

– Plopf!

Nummer 2 vælter bagover på fortovet foran Maria Kirkeplads. Død på stedet. Status: To stk. varmt metal placeret i to stk. ”blegansigter”, som far altid kaldte narkomaner. Med projektilernes fart af 800 meter pr. sekund nåede de aldrig at opdage, hvad der ramte dem, og de fik en god afslutning på livet uden smerter. Zoomer ud og får hele scenariet i en fin total. Er de 30 år? 40 år? Umuligt at bedømme med garvede narkomaner, men de er i hvert fald sendt videre til de evige heroin-spøgelsers land, hvor det flyder med smuk, ren heroin og gigantiske lagre af gratis kælderkolde elefantøl. Plus al det Rohypnol, man kan lappe i sig. Deres pjevsede, beskidte hund kommer ikke med, jeg dræber aldrig dyr.

I dag er jeg iklædt jeans, en sort, højhalset trøje, New Feet herresko med skridsikre gummisåler og læderhandsker. Har limet et lille brunt overskæg på, bærer flade kantede stålbriller og en paryk af lyst, halvlangt menneskehår.

 

Formiddag og hverdag nede på Istedgade. Nogle biler og en turistbus passerer Maria Kirke, en fyr hænger ud foran sin kiosk skråt overfor, turister trækker rundt med deres rullende kufferter, og et hold stakler skændes længere nede ad gaden ved Mændenes Hjem. To narkomaner kokser bare ud ved kirken, alt er som det plejer at være. Ingen reagerer, ingen gider bøvlet og al besværet.

Men senere vil man blive glad for min nydelige oprydning. Især de mange unge jyder og deres bekymrede forældre, som har investeret i lejligheder her i ”Lille Aarhus” – kælenavnet for denne del af Vesterbro tæt på Hovedbanegården.

 

Mariakirkens sognepræst, René Antvorskov, har fået låst sig indenfor via en indgang i sidegaden og er nu på sit kontor, hvor han hænger sit overtøj og klæder om til præstekjole. Han træder ind i kirkerummet, kaster et hurtigt blik på alteret med det udskårne krucifiks og vægmalerierne af den lidende, barmhjertige Jesus, og går ned til hovedindgangen, hvor han låser egetræsporten op og stikker hovedet udenfor. Tager et hurtigt tjek ud over pladsen op og ned ad Istedgade.

Og hvem ligger så der? Nå, det er bare de sædvanlige. Men hold op, hvor de stener. Og så så tidligt. Der må være ualmindeligt stærke stoffer i omløb.

– Må Gud følge dem på deres videre vandring, siger Antvorskov stille og smækker porten i. Nu bliver han nødt til at skrive endnu et klagebrev til Socialforvaltningen, for det er efterhånden sjældent, at nogen vil vies i kirken p.gra. narkomanerne. Eller skulle han ringe over til Politistation City og få dem hentet?

 

Ja, væk med dig, kære ypperstepræst, tænker jeg. Red dit liv. Du er ikke en del af planen. Mine to mål er styrtet foran jerngitteret, der er monteret på en række store sten foran pladsen. Præsten er smuttet indenfor. Har han spottet indgangshullerne i junkiernes pander? Men køteren reagerer. Den lægger an til at pisse op ad de to dræbte. Nej, dog ikke. Den snuser bare til den ene og går over og pisser op et træ på pladsen. Zoomer ind på den ene af junkierne, som før jeg skød var midt i at rense sit værktøj i en brunlig, beskidt vandpyt. Stendød holder han krampagtigt fast om sin sprøjte. Stakkels mand.

Blod drypper ned på asfalten, nu kan det ses lidt for tydeligt, jeg har travlt. Præsten vil tilkalde strømerne, det gør den slags fromme typer jo.

Skiller min makker ad, en semi-automatisk TCI M89 Sniper Rifle. Vejledende udsalgspris: 75.995 kroner. Klapper mit stativ sammen og lægger alt i en taske, men ikke selve løbet. Det stikker jeg ind i en sort herreparaply. Fjerner de to patronhylstre på taget, der er røget ud. Tørrer alt omkring mig af med sterile renseservietter og efter alt for lange minutter, er jeg tilfreds. Indtil jeg ser ned ad min trøje. Der er lige landet en bælignende hvid-brun klat.

Fuckin' flyvende smittebærere! Forsøger med endnu en renseserviet, gnider og gnubber, men duelort er altid helt umuligt at få af. Føj for satan.

 

Nu til en mere kompliceret del af missionen. Jeg skal ned og møde potentielle vidner. Løber hen til køkkentrappen, åbner, står på reposen og lytter i nogle sekunder. Ikke en lyd … eller … var der alligevel noget? Fodtrin? Stemmer? Men så bliver der stille. Jeg har haft denne etageejendom, Istedgade nr. 17, under overvågning nogle dage, og de fleste beboere har fast arbejde. Men der bor et par arbejdsløse og et ældre ægtepar. Lister ned ad køkkentrappen, ud i baggården, over til bagporten, ud på Abel Cathrines Gade. Tager et kort over København frem og slentrer som turist på eventyr ned mod Halmtorvet. Passerer en cykel. Ejeren har påklistret en seddel: ”Vær nu sød ikke at bruge min cykelkurv som skraldespand, tak!”. Ser ned i den. Der ligger en blodig kanyle. Kigger mig over skulderen hen på Maria Kirkeplads, ingen nabohjælp i syne. Går videre … problem på vej. Et stk. tvivlsom person på den anden side af gaden. Han ønsker åbenbart kontakt, for han råber:

– Tillykke med julen, hr. Ønsker De at investere i denne uges udgave af Hus Forbi?

En gut med forvokset fuldskæg, gulbrune tænder, grånusset Kansasvest og ditto armybukser slingrer over gaden. Hiver en 100 kr.-seddel op af lommen og smider den centimeter fra hans gummistøvler. Jeg fortsætter i en art hurtig kapgang. Stodderen kunne ende som vidne, uanset hans tvivlsomme dagsform. Han kunne måske shines op til at virke bare en smule troværdig i retten? Nej, det er for urealistisk.

 

Jeg når frem til udlejningsbilen, en Peugeot, som jeg har parkeret med korrekt parkeringsbillet i forruden. Låser op, sætter mig ind bag rattet og starter. Hvad fanden har jeg gang i? Jeg har dræbt to danskere i ”Gaden, der aldrig overgiver sig”, Istedgades slogan under krigen. Men beboerne kunne ikke holde gaden fri for nazister, og nu heller ikke for junkier og pushere. Man kan skabe trendy cafeer, kønne torve og byforny, men man kan aldrig rense området for narkomaner. Det er, som om de er groet fast, som de tusindvis af sorte klumper tyggegummi på fortovsfliserne. Uanset hvor meget kommunens rengøringsfolk gnider og spuler, kan de ikke forsvinde.

The Bottomline er, at jeg har gjort en god gerning og ryddet op, og … Ups! Velkendt lyd, sirener og lyden bliver kraftigere. Ro på. Peugeot i første gear, pænt vise af og ud på kørebanen og trille væk. Nogen har omsider ringet 112, men der er god tid, god tid, strømerne skal jo først lige hen og registrere, sætte afmærkningstape op og vente på at kavaleriet når frem.

 

Næste stop: Amagerforbrænding. Jeg kører videre over Langebro, hen til Christmas Møllers Plads og drejer ud mod Refshaleøen. Lorteøen … Hvis alle amagerkanere trak i deres wc’er samtidig, ville Amager slippe sit greb fra undergrunden og flyde rundt ude i Øresund.

Men hov, hov. Hvad har vi så dér? Slipper foden fra speederen. Et stk. festklædt pige med lettere udtværet makeup ved et busstoppested. På vej hjem efter et onenightstand. Højst sandsynligt med tung sprutånde fra en fest i går. 17 … 18 år? Jeg studerer bakspejlet, hun studerer køreplanen og må være fra provinsen. Amagerkanere læser ikke den slags. Jeg elsker unge piger, som prøver at finde hjem til dem selv i deres fineste, krøllede festkjoler. Med morgenbollehår, der ikke kan skjule, at de har haft sex. Skønt. Dejligt at de stadig kan score hinanden, de unge. Og smide fornuften over bord og bare knalde frivilligt og for sjov. Håber hun fik en orgasme eller to. Kvinder skal have orgasme ved hvert eneste knald. Det fortjener de. Elsker at se kvinder komme, høre dem komme, se dem miste kontrollen, slippe deres dyrebare kontrol, indtil de når helt derud, hvor de skriger ord der normalt aldrig ville slippe ud over deres læber.

Væk med sippet fornuft, bare knald løs, piger og drenge. Det ville være da en skam at sidde der i slumrestolen på plejehjemmet og mindes teenageår, der gik tabt i from pænhed. Fyr den af. Ikke sidde dér med sviende smerter i prostataen og nedslidt hofte foran TV’et – bittersur over alle de chancer, man ikke turde tage.

Nå, slut med lommefilosofi og fritænkning. Fokus. Enhver patruljevogn i politikredsen må være sendt ud for at arrestere mig.

Drejer til venstre ned af Forlandet og til højre ad Kraftværksvej og ruller vinduet ned. Aahh, frisk luft, masser af frisk og kold luft, skønt! Skønheden dukker op i tankerne, Annesofie, min nye … kæreste. Dér dukkede ”K-ordet” så op, ”Kæreste”. Mine undervisere i Mossad prædikede ved enhver given lejlighed, at kærlighed ikke er forligeligt med jobbet, men jeg har brug for ømhed, intimitet … alt det gode. Det kan de ikke forhindre mig i. Ikke igen.

 

 

 

 

 

Del af kapitel 2.

København. Café JohnLennOn

– Jeg elsker ham, han er bare så … denne gang føles det bare så rigtigt, Sanne, forklarer anklager Annesofie Gundelach mellem to bidder af en club sandwich, hun er midt i. Overfor sidder hendes bedste veninde Sanne Olafsson, der varmer hænderne på en ”Skinny latte”.

– Jamen, hvorfor kommer du så ingen vegne med ham? I har set hinanden i … hvor længe? Er han en eller anden sølle kryster? Et bløddyr? Har han en rygrad som kogt spaghetti?

Over årene har Sanne måttet lægge øre til venindens uendelige beklagelser over eksmanden Christian og alle de mange mislykkede dates efter skilsmissen. Sannes kæreste påstår endda, at hun har fået en særlig ”Annesofie-rynke” oppe ved højre øjenbryn.

– Nej, nej, nej, søde, det er jo det, der er så fantastisk ved ham. Han har klare holdninger, tør melde ud, sige mig imod, og inden for de fleste områder er vi ret enige. Han er netop ikke en knudemand. Og når jeg tænker på, hvor intelligent han er …

– Og når jeg tænker på ham, så har jeg aldrig set starutten. Du har jo ikke ligefrem vist ham frem, og du er ramt af forelskelse. Hårdt ramt, forfærdeligt ramt. Vågn op! Du som ellers er så klar og konkret … den skarpe lede anklager.

– Ja, ja, og en vigtig del af det at være veninde er jo at kunne holde ud at lytte, når veninden kammer over i hæmningsløs forelskelse, kære frøken Olafsson.

De skraldgriner. Og Sanne er da selvfølgelig glad på Annesofies vegne, men også lidt misundelig. 37-årige Annesofie, som er så lækker, at hele den mandlige race straks smiler, retter ryggen, trækker vommen ind og vælger danskvand frem for alkohol, når de møder skønheden til fester eller i byen. Enkelte mænd holder ligefrem deres kæft og lytter eftertænksomt til den langbenede advokat med de mandelformede, brune øjne og tilpas brede, opadvendte bryster. Hun har det nemt, tænker Sanne, men på den anden side har Annesofies ægteskab og skilsmisse været præget af psykisk og fysisk vold af en spasser af en mand.

– Det går over, Sanne, det ved du jo.

– Jamen, nu har det stået på … længe … men hvor er filejsen så nu? Hvorfor er han ikke her, så jeg kan rulle ham, afhøre ham og finde ud af, om han virkelig er Mr. Right?

– Fortjener min skønne mand at skulle gennemgå ”Den Frygtede Sanne-test”?

– Ja. Som alle dine fyre må og skal. Og har været udsat for.

– Ja, nu virkede din test jo så ikke på Christian, han kunne jo …

– Okay, det var en smutter. Bortset fra det sidste år inden I blev skilt, hvor jeg jo konstant krævede, at du gik fra ham, fordi …

– Ja, ja, ja, prøv at hør! Min skønne, smukke Lucas er i byen, jeg er vild med ham, og du ved, hvor svært jeg har det med ...

– Jeg er med, bortset fra at smukke, skønne Lucas ikke er din endnu, for I er jo ikke kommet ét skridt videre. Du har ikke engang været hjemme hos ham, vel?

– Nej, men nu varer det ikke så længe, for næste gang jeg ser …

– Har han penge?

– Ja, ja, ja. Tonsvis, tror jeg, han taler slet ikke om dem. Og Sanne, han går altid i lækkert trendy dyrt tøj og med bælte. Aldrig med hvide tennissokker. Og så giver han en fantastisk massage, Sanne. No shit!

– Nu smører du sgu tykt på. Er der slet ikke en hage ved drømmefyren? Der er altid …

– Okay, han er sgu lidt politisk korrekt, du ved, sådan lidt overivrig.

– Snakker om sig selv, snakker om sig selv hele dagen lang, synger Sanne.

– Øhhh?

– Gitte Hænning. En ældre schlager, ”Snakker med mig selv”. Men hvad siger Josefine og Samantha om ham?

– Jamen, de er da begejstrede, de har været i biffen med ham, og han leger godt med dem og …

– Beep-beep. Beep-beep!

Annesofies mobil.

– Undskyld, søde, jeg skal tage den her, jobbet. Advokat Gundelach her.

Mens hun lytter til en eller anden overordnet, tænker Annesofie på sine to piger, Josefine på 7 år, Samantha 12 år. Josefine er rødhåret og har store, brune øjne. Samantha, lyshåret og den af de to, der ligner narrøv Christian mest, har et bredt, rundt ansigt, en køn, spids næse og er som regel i godt humør. Hun er stolt af, at skilsmissen ikke har påvirket dem, de er begge stadig lattermilde og udadvendte. Nysgerrige og dejligt åbne over for fremmede. Den mindste har brug for en hel del opmærksomhed, for hun bliver selvfølgelig drillet i skolen pga. det røde hår. Samantha opfører sig, som er hun allerede en fuldvoksen kvinde, men sådan er det. Søde Sanne virker, som om hun elsker pigerne, og deler glæden over, at de er så vellykkede, men mon ikke hun også er glad for, at Samantha og Josefine er så nemme at passe? Det bliver hun ofte sat til. Alt er bedre nu, klart bedre. Hun afslutter og slukker mobilen.

– Annesofie? Har I haft jeres første prut sammen?

Så griner de igen, alt for højt, flere cafégæster stirrer surt.

– Sanne, du er bare for meget!

Efter nogle minutters grineflip får Annesofie vejret igen og siger:

– Ved du, hvad han sagde forleden?

– At han er gift?

– Neeej! Hold nu op, søde! Nej, han fortalte, at han aldrig nogensinde har slået på nogen. Er det ikke bare skønt?

– Jo da, jo da, jeg glæder mig virkelig på dine vegne, det var jo lige, hvad du har ledt efter så længe … og Christian slog ...

– Det der vil jeg slet ikke ind på igen.

– Undskyld, jeg mener ... der har været mange uheldige? Kan du huske ham med de lange hår på næsen; der hvor du synes, at han var helt naturlig og knaldede som …

– Hårene var ikke naturlige! Og i øvrigt var jeg skidefuld. Skål!

– Skål i kaffe. Er din Lucas … så også renlig, Annesofie? Og erfaren?

– Ja da. Og … hvad mener du med erfaren?

– Kan han få dig til at komme?

– Sanne! Schyyyh. Ikke så højt. Den slags taler en ærbar kvinde da ikke om.

Mere latter og mere skulen fra de andre gæster. Annesofie er ligeglad, ungerne er glade, jobbet kører, og hun har fået sig en kæreste. Endelig en sød, sjov og klog mand. De findes, de findes virkelig stadig derude. Skråt op med Sannes evindelige negativitet og de sure, fimsede nar-røve i cafeen, nu er det sgu hendes tur til at have lidt medvind.

 

Blot en smagsprøve; kapitlet fortsætter selvfølgelig i Indhenter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anbefaler Victor Klemperes bog "LTI - Det Tredje Riges Sprog". Skræmmende og uhyggelig aktuel så mange år efter.

Næste foredrag:

Frederiksberg. Mandag 4. september kl. 10.30!

 

OK-Klubben, Allégade 2.

 

Dørene åbnes kl.10.00.

Entré: 40 kr.

 

Om mine bøger, men så sandelig også om efterretnings-

verdenen anno 2017.

Jeg fortæller nyt fra mine kilder. Og har haft besøg ...