Skygger - Indhenter IV

Kort referat:

 

 

Efterår 2014. Uro ulmer i Europa, borgerkrige raser sydpå og indhenter Lucas Zickermann bliver indkaldt til krisemøde på en borg i det skotske højland. Annesofie Gundelach bliver på sin første mission som indhenter sendt til Syrien. I DK jager efterforsker Gitte Frederiksen ”narkomansnigskytten”, men nogen modarbejder hende indefra.

 

Forår 2015. Omar-sagen. To mænd skudt, fire betjente såret og terroristen dør i et skudopgør med politiets aktionsstyrke. Men var Omar ”en ensom ulv”? Forsvarets Efterretningstjeneste modtager info om udenlandske bagmænd og flere terrorceller i landet.

 

Imens har Gundelach problemer på hjemmefronten. Noget tyder på, at hendes yngste datter, Josefine, har venner i Nørrebros bandemiljø, og en morgen får hun og hendes kæreste ubehageligt besøg af tre maskerede mænd. Eks-drabschef John Milner tilbyder sin hjælp. Men mistanken breder sig til flere ekstreme grupper, og sagen får voldsomme følger for Gundelachs familie og kollegaer.

 

 

Bonusinfo: Erotik, humor og politik - i passende doser.

 

 

Juli 2017:

TAK for den overvældende, positive modtagelse!

 

Og tak til "Aflyttet", Radio 24syv, for at hive mig ind i studiet med Forsvarets Efterretningstjenestes sektorchef, Center for Cybersikkerhed, Thomas Lund Sørensen. Lyt her:

 

http://www.radio24syv.dk/programmer/aflyttet/16328482/hackerakademi-skygger-og-konspirationer

 

 

 

 

Indhenter og Medløber udkommet som lydbog.

 

Kan købes i alle boghandler og lånes på biblioteker.

Anbefaler: saxo.com

 

Tak for jeres enorme opbakning på

Krimimessen, Horsens Statsfængsel 2017.

 

 

Indspillet og snart udgivet: Interview på Østjysk TV med Stig Ulrichsen.

 

Nyt TV-interview Vesterbro TV, 30 min. Om mit liv:

 

http://kanalhovedstaden.dk/program/1701/stenbroens_gentlemen_-_interview_med_morten_buschmann/

 

 

 

 

Nyt TV-interview Frederiksberg TV, 30 min. Om mit forfatterskab:

 

https://www.youtube.com/watch?v=MIDIabyu3no&t=92s

DBC lektørudtalelse, maj 2017 - Skygger af Morten Buschmann

 

Kort om:

 

Actionfyldt spændingsroman, der bringer os tæt på baggrunden og opklaringen af nogle af Danmarks nylige terrorhandlinger - for alle krimilæsere med smag for det virkelighedsnære.

 

Beskrivelse:

 

Handlingen i "Skygger" finder sted omkring attentatet ved Krudttønden og Synagogen i Krystalgade. Vi følger den store europæiske/mellemøstlige krise. Bogen er delt op i flere dato-afsnit fra 2014 til 2015 og under hver, fortæller forskellige hovedpersoner; vi møder alt fra teenageren Josefine, over specialagenten Lucas og til selveste daværende statsminister Helle Thorning-Smith. Bogen er fjerde del af Morten Buschmanns spændingsserie "Indhenter".

 

Vurdering:

 

Bogen er spændende, letlæst og har et aktuelt emne. Det, at vi følger den højspændte europæiske/mellemøstlige situation, gennem forskellige aktører, er berigende for historien. Det belyser sagen for alle vinkler og holder læseren fast ved, at skulle holde styr på de forskellige karakterer. Bag i bogen findes der dog et persongalleri, hvis man har svært ved at navigere rundt i navnene. Selve layoutets fremtoning er flot og typografien er behagelig.

 

Til bibliotekaren:

 

Anbefales til anskaffelse på store biblioteker, eller hvis man har de forrige bind i serien.

 

Bibliografisk note:

 

52950198: Fjerde del af spændingsserien om stridighederne i Europa og Mellemøsten, set gennem indblandede personer i forskellige positioner.

 

 

 

 

Uddrag fra Skygger.

Lucas Zickermann er med sin halv-storebror Carl, der arbejder som haj-guide, ude på hans båd i Middelhavet.

 

Lørdag 8. november. 2014. Israel. Ashkelon.

 

En bred, sort skygge glider langs båden og forsvinder.

– Øh, Carl, der er en ret stor fætter dernede, siger jeg og peger.

– Det er bare en sandtigerhaj. Småtandet, uskadelig og slet ikke én af dem, vi skal hilse på, svarer han oppe bag rattet på sin store hvide båd, ”Harrison”. Min halv-storebror har taget mig med ud at glo på hvide hajer. Han vil forære mig den oplevelse, som turister ellers køber på hans guidede hajture i Middelhavet.

– Der ligger et kraftværk et par kilometer fra Ashkelon. Rutenberg Kraftværk. Det udleder varme i havet, og det kan hajerne godt lide. Varmt vand, måske en smule radioaktivt, ler Carl.

– Det er første gang, du har sagt noget positivt på hele turen. Ellers har du udelukkende svinet vores mor og min far til, Carl.

– Visse, vasse. Normalt trækker de ud af Middelhavet, når havtemperaturerne falder, men hér bliver de, og der går nogle enorme hunner herude, fire-fem meter lange. De er vanvittigt smukke. De lukker øjnene, når de kommer op og åbner gabet, og så er det om at passe på fingrene.

Det er først for nylig, jeg har mødt Carl. Aldrig kendt til ham og aldrig haft kontakt, før onkel Bob og tante Clara bragte os sammen. På to måneder er han blevet en blandet fornøjelse. 80 procent af tiden taler han om sin forbandede, ulykkelige opvækst, men den gamle mand siger det samme igen og igen og siger det alt for længe. Også på vores time-lange køretur fra Haifa til Ashkelon.

– Jeg har måske sagt det før, men du har forspildt dit liv som kriminel, Lucas. Endelig fik du et ordentligt job efter din latterlige deroute som hippie og blev fyrsteligt belønnet våbensælger i Familien, og så endte du med at vælge en eller anden forblommet mission. Du er en forbandet professionel morder og snigskytte!

– Finskytte. Og du har svinet mig til i timevis, må jeg holde pause?

– Mere foder til dyrene, Lucas.

Jeg tager en spand med fiskeindvolde og hælder dagens måltid nummer tre over bord.

Ud for havnen bandt vi en pose hajlever og et par tunhoveder på en bøje efter båden og sejlede 7-8 sømil ud, kastede anker og ventede. I timevis. Og Carl er stadig i rollen som ”Kaptajn Friskfyr” oppe i sit cockpit, iført blå sømandskasket med guldbroderi på skyggen og en vindjakke i gul neon. Med fødderne oppe på rælingen og tilbagelænet i en blød sejlerstol, sipper brormand hvidvin og spejder ud over havet. Ind i mellem rejser han sig og går hen og taster og trykker på knapper i en større samling elektroniske apparater forrest i cockpittet, for så at sætte sig i stolen igen og smile ned til mig på dækket.

Solen koger over et spejlblankt Middelhav. Der er ikke en sky på himlen her til eftermiddag. En flok måger veksler mellem at skrige og dykke ned og æde af fiskeaffaldet.

Jeg hiver mine arbejdshandsker længere op. De er røde af fiskeblod og slim, og jeg kan mærke, at jeg er nervøs. Dels er vand og hav ikke mit rette element, og dels vrimler det med hajer. Rygfinner skærer gennem … men angsten afbrydes af storebror:

– Kan du lide ”Harrison”? Købte prammen her for 6 millioner dollars. Der er fem soverum, et state-of-the-art køkken med rummelig spisestue og to baderum. Jeg lover dig, det her bliver et cruise, du aldrig nogensinde glemmer, Lucas. Du ser ret dum ud i sporty shorts og gummistøvler. Nej, far skulle have…

– Og nu kommer svadaen, at du aldrig glemmer…

– Og ensomme, fattige Sejr som I glemte … som I ignorerede. Min nervøse, smukke far, som aldrig fik lov til at se mig. Han burde have fået lov til at opleve ”Harrison”.

– Du var et spædbarn … eller to, måske tre år. Hvorfor fanden bliver du ved med at påstå …

– Jeg har hørt et og andet, lillebror, og I ignorerede min far, da …

– Ja, mor var den eneste ved begravelsen plus et par af hans drukvenner. Og Ingrid betalte for begravelsen. Og her stinker infamt!

– Det har du også sagt før, Lucas, også det med stanken. Du burde da – om nogen – være vant til blod? Er du bange? Du ved da, hvordan frygt lugter. Lugten er krystalklar, ik’? Palæstinensernes lugter anderledes end jødernes. Når en palæstinenser skider i bukserne af skræk, lugter det af løg og lammekød, har du lagt mærke til det? Det må du have gjort, du har skudt på araberne, du har været i hæren. En rædselsslagen jøde lugter af ost, libaneserne lugter af tahin og egypterne af urin. Når de flygter. Europæere får en odeur af billige roll-ons, og amerikanerne taler straks om noget andet. Mad eller baseball. Og russerne … Men det kommer alt sammen af det samme … al frygt er … frygt er stanken af udtømt adrenalin, Lucas. Og den skrøne om min fars begravelse … er det noget, du véd, eller noget du føler? Så, nu kaster du den gummi-sæl ud dér, ja, den ligger lige agter for dig. Perfekt til at lokke hvidhajer til med, Lucas.

Carls plan er, at jeg skal opleve at røre ved en hvid hajs snude, når den bryder havoverfladen, og jeg er ikke vild med idéen.

– Men Carl, jeg kan allerede se seks… måske syv rygfinner. Og den store ryg lige før, som forsvandt. Finnen var ret sto…

– Det er godt, du, men det er bare hammerhajer, tyrehajer, sandtigerhajer. Nej, den skal være stor, Lucas, du skal mærke en kæmpe og i øvrigt er de fredelige og faktisk ret søde.

Jeg tager en aflang grå gummi-tingest op fra dækket, som skal ligne en sæl og slynger den ud over rælingen og binder tovet fast i en metaldims på kanten.

Carl kommer ned til mig på dækket via lejderen:

– Nej, du bliver aldrig til noget. Og du surrer lige tovet helt stramt rundt om klampen. Nej, du kan heller ikke sejle, og du er en morder. En forkælet idiot, en forkælet satans yngel… kære lillebror. Har vidunderbarnet overhovedet lært at svømme?

Jeg nikker og strammer tovet.

– Du har ingen børn, lillebror, ingen venner, ingen kontakt til familien, du ejer ikke et hus, du har ingen følelsesmæssige relationer, du har kun … gode minder om dine mord, ler Carl.

– Det sagde du også i bilen. I din Porsche Carrera, som er købt via onkels Bobs salg af UZI’en, og…

– Og du kan takke Familien for dit luksusliv på luksushoteller med dygtige prostituerede, og du kan især takke din forbandede mor Ingrid … husk at sige tak, lillebror, hold dig lidt til og husk at sige tak. Me-en dermed ikke være sagt, at jeg ikke kan lide dig, for jeg elsker dig jo, lillebror.

– Tak … storebror, men skal vi nu ikke bare hygge os med … hajerne. Dén derude kunne godt være en stor én.

Jeg peger på en finne. En haj svømmer rundt om yachten og for hver runde snævrer cirklen ind.

– Mor hadede sommerhuset på Møn, som din far altid slæbte hende ned til. Det véd du godt, ikk’? Ingrid var en mor på høje hæle, nå, lad mig så se. Ja, en kæmpe skønhed, omkring de fem meter. Det må være en hun, hun er bred og tung.

– Godt eller skidt?

– Vi skal smide noget tun ud til hende. Hvor fa’en lagde jeg det gode stykke?

– Altså, Carl, sommerhuset. Sådan oplevede jeg det som sagt ikke. Mor elskede både Snekkersten og at være på landet, det sagde hun da ved mange …

Jeg får et slag i ryggen, flyver ud over rælingen og er omgivet af hav. Kan ikke orientere mig og padler som en hund, men husker det tiltrækker hajer. Når op til overfladen. Dér står Carl på dækket og skraldgriner.

– Så … du lære …

Hvad fanden er det, han råber? Ser til højre over min skulder. En rygfinne har kurs direkte mod min ryg, jeg har lyst til at skrige, og mit våde tøj tynger mig ned. Otte meter … vrister gummistøvlerne af, mit hjerte sprinter af egen fri vilje, og jeg sætter arme og ben i gang med at crawle, seks meter … skovler vand bagud, sparker panisk op og ned, fem meter … saltvand i mund og næse med en rådden bismag, føler mørke under mig, fire meter … mere mørke, som om en sky dækker for solen.

Carl råber igen.

– Tre … to …, kom så, mors helt!

Når hen til siden af båden, Carl rækker hænderne ned, jeg får fat, og han hiver mig op.

– Slap... de gør … fortræd … bare nysgerrige … som hunde.

– Hva’?

Jeg banker vand ud af højre øre og derefter det venstre.

– Slap af, Lucas, de gør ikke en sjæl fortræd, de er bare nysgerrige … som hunde. Sultne hunde, vel at mærke. En hvidtippet haj kom faretruende tæt på mors helt, ha, ha!

– Du er ikke rigtig klog! Hvorfor fanden skulle jeg en tur i vandet, hvæser jeg og tørrer vand væk fra øjnene.

– Lillebror skal ikke have det for nemt. Mor og din far slæbte rundt med dig, du blev forkælet til op over begge ører, de hoppede og sprang for dig. Og Ingrid gav dig frie tøjler – og mig, horeungen – straffede hun ved at sende til familien Terror i det beskidte Tel Aviv. Betonbyen. Forpestet med trafik og katte. Næsten dagligt beskudt af Hamas med raketter. Og så de sindssyge ortodokse – der er over 100.000 i Tel Aviv, Lucas.

– Ja, det fortalte du forleden. Ejer du et håndklæde? Jeg er smurt ind i fiskeblod og saltvand.

– Nede i pantryet, men vent nu lige. Nu, nu skal vi lege! Er du klar?

– Nej.

Han rækker mig en vandflaske, jeg tømmer den og slår en kæmpe bøvs.

– Er du klar over, lillebror, at hvidhajer kan leve op til en 30 – 40 år? Måske endda blive lige så gamle som mennesker? Man ved det ikke helt præcist, men hvidtippede hajer – som den du badede med – er faktisk de farligste.

Carl peger på endnu finne længere ude.

– Hajer er opportunistiske jægere, de æder alt, men de er faktisk også ekstremt sociale. Forskere er ved at afdække præcis dét aspekt.

Han kravler ad en smal stige ned på en platform, som er fastgjort for enden af båden.

– Kom nu med her ned.

– Kan jeg stole på dig? Du har lige…

– Jeg er din bror. Og det var kun sjovt én gang. Hun vil komme herhen lige om lidt, hun er nysgerrig. Tag en redningsvest på, hvis der er så meget.

Jeg finder én, spænder den på og går ned ad stigen.

– Vores mor … faktisk … Ingrid elskede faktisk ikke din dumme far. Hun var forelsket i Oscar Davidsen, han knaldede hende også noget bedre end din far – den alt for haveglade Robert.

Carl ler højt.

– Det dér er fandemé også løgn!

– Joachim knaldede hende bedre end din far. Også analt, som Robert ikke brød sig om. De knaldede, nej elskede tit og ofte. Som regel, når Robert var på job. Det véd jeg!

– Hvad bilder du dig ind, din … din idiot!

– Det vidste du ikke, hva’, child prodigy? Naive lillebror, skal jeg virkelig lære dig alt? Du knaldede også din søster, ikk’?

Han ler igen, endnu højere end før.

– Det er fandemé løgn, råber jeg, men tænker så kontrol, præcision, orden, disciplin. Vente, vente, vrede er ikke hensigtsmæssigt, tålmodighed. Tålmodighed er godt.

– Dén familie er så … Nå, se! Der er hun! Hun er sulten, og om lidt vil hun opdage, at det er mig.

Noget bredt og sort svømmer mod frem mod bådens agterende.

– Virkelig, spørger jeg uden at få svar, mens jeg tænker, at manden er maritimt forskruet.

– Og så er det, at jeg går ind i stillingen Bhagavad Gita Malasana, Lucas.

Han sætter sig på hug og messer stille for sig selv:

– Træk vejret … vær med din udånding, vær med din udånding.

Vi stirrer på rygfinnen, der nærmer sig, og en hvidhaj stikker snuden op, sorte næsebor og øjne der ligner blommer. Dyret åbner gabet og viser sundt, rødt tandkød og flere rækker med fine, hvide tænder.

– Hurtigt, Lucas!

– Jeg er ikke lige i humør til …

– Så gør jeg det sgu, din uduelige tosse.

Han rækker hurtigt højre hånd ned, smiler til bæstet og så til mig. Og snubler … og falder forover.

– Hjæ…

Hajen smækker kæberne sammen og dykker. Hov, du sidder fast, tænker jeg og rører mig ikke ud af stedet. Tak for sidst, halvbror. Jeg kravler tilbage på dækket og hælder den sidste rest fiskeaffald op i en spand og hælder det ud over rælingen.

Og hvor er Carl så nu? Dér! 10 meter ude. Viftende med en stump højre arm og en tilsyneladende velbevaret venstre arm. Han råber et eller andet. Åh, det pokkers havvand i ørerne, kan slet ikke høre ham. Og de pokkers hajer. En finne nærmer sig og trækker ham ned. Hvad kan jeg gøre, hvad kan man gøre? Jeg går op på broen, smider arbejdshandskerne og tæller hajer. Havets såkaldte hyæner er mødt talstærkt op, en syv-otte stykker, og de er da smukke, som Carl sagde. Sætter mig i storebrors behagelige stol, tømmer hans glas Chardonnay, nyder solen og den blå himmel. Hælder op i glasset igen. Et par containerskibe glider forbi langs horisonten, og mod øst ligger Israel. Ind i mellem synes jeg at kunne spotte noget, der stikker op af vandet omgivet af en eller to rygfinner og forsvinder hurtigt igen. Efter en lille halv time er havet roligt som før, og jeg har tømt hvidvinen. Det er tid at være aktiv. Jeg leder i hans sager og finder en signalpistol og en håndfuld nødraketter og fyrer et par stykker af ned i vandet og tre op i luften. Laver et nødopkald på radioen, hvor jeg lyder tilpas panikslagen, og åbner endnu en flaske Chardonnay fra køleskabet. Jeg skal huske at ringe til Annesofie hjemme i Danmark.