Flere anmeldelser

"Hvorfor bliver du ikke bare anmeldt af Politikens krimi/thriller-ekspert, Bo Tao Michaëlis?", hører jeg ofte folk spørge.

Fordi det er min halvbror. Og det strider mod Politikens regler, at familie anmelder familie.


Mvh Morten.

Så er der heldigvis mange andre anmeldelser nedenfor:

Sandheden er ikke for os.

Anne Søgaard, Næstved:


Morten, du er en damned good skriverkarl! Jeg nød ”Sandheden” i fulde drag, inkl. måden du skriver på. Var træt af de fleste trivielle krimier - mest fra kvinder - som spyttes ud.

Jeg blev blæst fuldstændig omkuld over den elegante måde, du skriver på og i det hele taget behandler materialet. Den skal ud internationalt! Efter hvad jeg har læst, er den et nybrud.


Bogen gav mig lys i øjnene igen og tak for en herlig oplevelse. Den er uforudsigelig, og det hilser jeg særdeles velkommen.

Jeg vil faktisk give mig til at læse den igen.


Elizabeth Japsen, socialrådgiver, Aarhus:


Lad være med at bruge tid på at læse fortsættelsen af Stig Larssons ætsende beskrivelse af det svenske klassesamfund, og den vilde Lisbeth Salander. Efterfølgeren er en bleg kopi! Kopiforfatteren skriver pænt, men han har ikke Stig Larssons bankende røde hjerte.

Nej, så læs hellere :

”INDHENTER” af Morten Buschmann.

Der er smæk for skillingen og et godt plot - og så kan man se, at han har en fortid i Forsvarskommandoen. Han véd noget om sit emne!


Hvem er dén mand, der ligger på byens tage og skyder narkomaner - og hvorfor gør han det? Og hvordan er han blevet så satans god en snigskytte? Og hvad har det hele med storpolitik at gøre?


Jeg må ned og ha’ fat på 2’eren, ”Medløber”.

Hvis man kan lide spændende bøger, bøger med kant og med overraskelser, så leverer Morten Buschmann det i i bog MEDLØBER - en efterfølger til Indhenter.


Det er tydeligt at Buschmann er blevet endnu mere skarp, og samtidig mere flydende i sproget end i et'eren.

Hvem er det der slår den unge idealist og Wikileaks aktivist ihjel? Hvem kan man stole på???



Indhenter 1.

9 ud af 10 stjerner.

Henrik Kostow, Esbjerg:


At give sig i kast med thrilleren Indhenter af forfatteren Morten Buschmann, vækker minder til live hos alle, der er gamle nok til at huske den såkaldte ‘Muhammedkrise’, der hærgede Danmark og det meste af Mellemøsten.

Bogens handling, der starter i året 2005, hvor de såkaldte Muhammedtegninger for alvor satte Danmark på verdenskortet.


Men ikke nok med at Danmark skal håndtere det, som blev betegnet som den største internationale danske krise siden Anden Verdenskrig, er en snigskytte på spil i større danske byer, der har én målgruppe for øje: Nemlig narkomaner.


Mens John Milner, der er drabschef, får til opgave at finde Danmarks første seriemorder i nyere tid, er den danske befolkning delt i beundring og foragt for snigskytten. Især medierne elsker den gode historie, og en af journalisterne, Jacob Olin Larsen, bliver på et tidspunkt kontaktet af en person, der påstår vedkommende er den berygtede snigskytte.


Denne korte opsummering af handlingen, kunne være taget ud af stort set hvilken som helst krimi – men det er den bare ikke!

Dét, der adskiller Morten Buschmanns Indhenter fra andre lignende krimier, er den forunderlige verden af fakta og fiktion, der mest af alt minder om en dansk udgave af Dan Browns fascinerende verden.

Uden at foretage nogen sammenligning overhovedet, kan anmelderens tanker alligevel ikke lade være med at kredse om Dan Browns succesromaner.


Morten Buschmanns litterære genialitet består ganske enkelt i at mixe virkeligheden med fiktionen og koge det hele sammen til en yderst spændende og velskrevet thriller på i alt 490 sider.


Udover Morten Buschmanns litterære genistreg, finder vi en anden genialitet i det faktum, at forfatteren tydeligvis har gjort sit forarbejde særdeles grundigt og har et indgående kendskab til virkelighedens efterretningstjenester.


Hans kilder i efterretningstjenesterne er selve grundstenen i hele den troværdige beskrivelse af både Muhammedkrisen og jagten på den danske snigskytte. Dette er ikke blot med til at give læseren en særdeles fascinerende læseoplevelse, men giver samtidig både forfatter og hovedpersoner i krimien en sjælden set troværdighed.


Netop den litterære genistreg, det grundige undersøgende forarbejde og troværdigheden gennem hele bogen, er af afgørende betydning for en udødelig og transcenderende handling, der ikke bare egner sig godt til en bog,

men som også ville være det oplagte manuskript til en TV-serie.


Det fortjener både handlingen og den litterære opbygning af Indhenter. Så til landets manuskriptforfattere: Det er bare med at komme i gang!


Hvis man som anmelder vil dryppe lidt malurt i bægeret, skal man godt nok stå tidligt op – for der findes ganske enkelt INGEN løse ender, forvaskede teorier, urealistiske beskrivelser eller overnaturlige agenter.


Hele handlingsforløbet er udover at være yderst troværdigt, også særdeles realistisk beskrevet.

Dette giver endnu en gang associationer til Dan Browns krimier, og kan Morten Buschmann fortsætte med at skrive krimier som denne, er en sammenligning med Dan Brown hverken stupid eller urealistisk.


Herfra skal ikke blot lyde et stort HURRA for Indhenter, men også en stor tak til forfatteren for en yderst velskrevet og velundersøgt thriller fra øverste hylde.


Stine Nygaard, coach, Sjælland:


Morten Buschmann - en mand, hvis historie jeg er vild med. Han er bl.a. forfatter! Og det er han fordi, han gik hele vejen med sine historier. Han har proppet sit liv og sine erfaringer ind i de to(syv) thrillere, han nu har udgivet - og det mærkes!

Der er noget liv og sjæl i faktionen.


Og uden tvivl brænder han ...både for sit virke og for de historier der bare gerne vil ud og læses og modtages af sit publikum!

Så altså - krimielsker eller wanna be krimielsker, læsehest eller sommer-ferielæsehest, nysgerrige eller spændingssøgende. Look no further:

Her er et top læsetip:

Køb Indhenter, Medløber og Udstikker og Skygger.


Filip Koch, Business Unit Manager, Atea:


Kunne ikke undgå at bemærke Indhenter via alle kanalerne. Jeg tog chancen, og ønskede den i julegave af min søn... og læste den i to stræk! Og satte stor pris på den. Meget mere spænding end jeg forventede af dig,

 og især meget mere dybde i personagerne.


Meget mere forstående, nærmest tolerant overfor "almindelige" menneskers motiver og valg.


Hyggeligt at møde flere af dine klassikere; 323'eren, kæmpekvinden og de oppegående patienter, uden at personerne blev for sjove eller overeksponeret i forhold til genren.

Kanon research på både militær og (sekulære) jøder ... Good job, 'grats ;-)



Anmeldelse VI ER VIRKELIGHEDEN.

Rie Pedersen, Hørsholm:


En af de få thrillere jeg har læst, men jeg er egentlig ret positivt overrasket.

Vi er i år 2018, et sted i Thailand har Lucas åbnet en restaurant og nyder livet som restauratør. Lucas er ikke hvem som helst, han er tidligere agent i FE og har en del liv på samvittigheden.
Lucas er kæreste med Annesofie, som vi møder i London, hvor hun bor og arbejder, inden hun tager til Thailand for at være hos Lucas. Men Annesofie er heller ikke blot en turist-dansker i solen, også hun har haft sin tid i sigtekornet, arbejder ligeledes for FE.


Da Lucas mister to kære familiemedlemmer i en direkte likvidering, sættes livet under solen igen i spil, for hvem likviderede Lucas’ familie, og er Annesofie blot på ferie? Hun er ved at afdække historien om Sanjay Shah, der har snydt Danmark i den største skattesag, men Shah har et netværk overalt, og Annesofie er blot en lille sten på vejen … samtidig sker ting og sager i lille Danevang.

Bogen kan læses uafhængigt af de andre i serien, men jeg vil bestemt anbefale at læse dem alle fra start af, for den fulde oplevelse. Der er persongalleri bagerst i bogen, hvilket glædede mig, da der er noget at holde styr på.


Det er spænding, krimi og mystik og det går ikke stille af sig.


Velskrevet og fantastisk underholdende! 💥

De Uskyldige. Bodil Marie Little, Stenlille:


Hvis du kan lide Jussi Adler-Olsen eller John le Carré, kan du også lide Buschmann!

Jeg har læst dette 5. bind i serien uden at have læst de 4 foregående og kan skrive under på, at de kan læses uafhængigt af hinanden.


I et hårdtslående tempo skrider handlingen frem i denne spionthriller eller spændingsroman, som Buschmann selv omtaler romanen. I denne type genre er handlingen i centrum, mens personbeskrivelser, motiver og miljøbeskrivelser er af mindre betydning. Dette er også tilfældet her. Der er fart over feltet hele vejen igennem romanen, hvor både spionage, efterretningstjenester, politik, ekstremister, lette damer m.m. er involveret.

Man klukker lidt over de realistiske indslag i dette hæsblæsende univers, f.eks. ved inklusionen af Søren Pape Poulsen som justitsminister. Der er også en flot portion humor i bogen, ret meget i stil med Jussis.


Også i denne bog har en person ikke helt tjek på de danske ordsprog ("selv blinde aber kan finde korn"). Personligt falder den slags humor altid lidt til jorden for mig, men jeg ved også, at der er mange, der er vilde med det. Bogen indeholder mange karakterer, som jeg havde lidt svært ved at holde styr på. Det havde været uhyre praktisk, om persongalleriet havde stået forrest i bogen.

Tillykke med det hele, Morten!

Vært Ida Wohlert, Tv2 Go' Morgen DK, med Buschmanns sjette bog "Sandheden er ikke for os".


Interviewet med Buschmann

kan ses på Tv2 Play.


Anmeldelse. Mona Bach, vært, Radio Ballerup:


Så fik jeg læst Indhenter. Super fantastisk!

Der var mange passager, som frembragte billeder på nethinden ... f.eks. "Ude mod vest står en orange sol lavt på en blå baggrund, himlen nærmest vibrerer efter en lang dags hård hede". Eller: "Keder mig som i en ventesal på en overfyldt skadestue". Og "Fuldskægsfanatikere, kogende saunahede om dagen, kummefryser om natten, tørkloset, hundeæde og sand langt op i røven"… jooo man kunne blive ved…

Du skriver godt og spændende! Og jeg kaster mig nu over Medløber og Udstikker.


Hedda Rasmussen, Kbh.:


Jeg brugte et par timer hos frisøren til formiddag og havde taget den endnu jomfruelige Indhenter med i tasken. Den vandt suverænt over interessen for at bladre damebladene... Jeg ved ikke, om det fremstår som en udmærkelse i sig selv, men tror, at de fleste medsøstre, som minimum, vil forstå det bemærkelsesværdige i min erklæring. Virkelig god bog! Jeg læste den 2 gange! Dét plot er i særklasse!


Tanja Dyhl, sygeplejerske. Tidl. journalist DR:


Kære Morten.

Pokkers. Din super bogpusher ;-)

Du er som en pusher...den første smule er en prøve, en gratis-prøve...og SÅ...er man hooked.

Det er jeg i hvert fald :)

Din bog.....super fed åbning og fortælling.

Utroligt så meget du når at beskrive, som man levende kan følge med og se for sig.

JEG MÅ HAVE MERE!


Indhenter 1.

Ole Danborg, Hillerød:


Jeg har ikke tidligere læst noget af denne forfatter. Så jeg er startet forfra på denne serie og vi er tilbage ved Muhammed-krisen i 2005. Det er altid lidt følsomt at lave fiktion over virkelige begivenheder. Hvor meget af virkeligheden tager man med og hvor meget er mere eller mindre fri fantasi?

Her bruges de rigtige navne på statsminister, udenrigsminister, forsvarsminister og justitsminister. Der bruges et næsten rigtigt navn på en PET-chef, hvorimod chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste benævnes Chef-FE.

Det er en rigtig action-roman. Hovedpersonen er en finskytte/snigskytte/snigmorder, der bruger sine talenter til at myrde uskyldige danske medborgere og til at deltage i krigene i Irak og Afghanistan.

Selv om jeg grundlæggende set er pacifist og imod krig, tager jeg mig selv i at holde med morderen. Det er en uhyre kompliceret historie med mange ofte indbyrdes modstridende facetter. Det er også en spændende og velskrevet historie.


Knirkes Bøger. Lisa Christensen, Odense:


De Uskyldige er 5. bind i Indhenter-serien om indhenter for Forsvarets Efterretningstjeneste Annesofie Gundelach, efterforsker Finn Svendsen og hans kollega Gitte Frederiksen.
Historien er hæsblæsende og har alt hvad en god spændingsroman skal indeholde, mord, ekstremister, hackere, fake news og sex og sidst men ikke mindst en gidseltagning. Det er en pageturner af bedste skuffe.
Rigt persongalleri, så det er med at holde tungen lige i munden. Jeg burde nok have læst de tidligere bøger først, så derfor lander karakteren på 4 ud af 6 stjerner.

Medløber - Indhenter 2.

Ole Danborg, Hillerød:


Vi er nu i 2013 og 14. Opfølger til 1. bind i serien. Knap så blodig, knap så lang. Med en masse gode historier. Stadig med kendte skikkelser fra virkelighedens verden. Men også med opfundne skikkelser. Nogle af dialogscenerne er lidt forvirrende. De snakker lidt i munden på hinanden. Andre scener er sjovere. Mange af figurerne nyder rigtig gode måltider og dertil hørende drikkevarer. Tydeligvis andre, der betaler.

En ok opfølger. Jeg befinder mig godt i universet. Det er meget anderledes end det meste andet, jeg har læst. Det er godt med forandring. Jeg hygger mig ved at være inde i historierne. Glæder mig til de næste bøger i serien.

Trine Andersen, lyriker, Kbh.:


STORT oprigtigt tillykke med fødslen af den nye roman:-)

Jeg har lige siddet og læst Indhenter. Den kan jeg rigtig godt lide. Fed energi og drive.

Der er noget filmisk og fanden i voldsk - storby - graphic novel - over de. Tilsat ordstrøm i et ubesværet flow.

Den rummer meget andet end det, men det var den umiddelbare oplevelse jeg havde. FED FORNYELSE! Tak. Ser frem til de næste bøger.

Benthe Flannov, København:


Så fik jeg tid til at læse din fremragende Indhenter 1. Efter de første sider var jeg solgt. Jeg er så imponeret over din indsigt, og din humor over emner, der i virkeligheden er dybt tragiske.

Du må ha’ brugt oceaner af tid til så omfattende research, din bog emmer af. Det spændende ligger nok mest i den første del, og så selvfølgelig den forrygende slutning.


Men det er fantastisk som du får spundet alle tråde sammen, og din beskrivelse af hvad der foregår i hovedet på morderen er fantastisk.

Jeg morede mig herligt over din beskrivelse af en redaktion i DR; beskrivelsen af journalisten og bemærkningen, "han skubbede en tallerken med madrester til side," fik mig også til at le. Erindringen fra min tid på P3 stod fuldstændig klokkeklart for mig, og så gik det ellers over stok og sten.

Glæder mig til flere bøger i Indhenter-serien.