
Nummer 1 i Indhenterserien. Udkommet både som papir-, lyd- og E-bog.
Kan købes i alle boghandler og via platforme på bog- og lydnettet.
Læs anmeldelser af debutromanen her plus på andre sider herinde.
Bag om Indhenter 1:
Jeg fik idéen til faktionsromanen, da jeg i medierne læste FE's annoncer om indhentere (fagsprog for agenter) få år efter, at jeg var ansat i Forsvarskommandoen.
Mens jeg skrev Indhenter 1 udspillede Muhammedkrisen (og Irakkrigen) sig - ministerier og myndigheder havde travlt som aldrig før.
En usædvanligt veluddannet person ville kunne foretage skumle gerninger i ly af travlheden.
(Jeg fik hjælp til debut’en af kollegaer i Forsvarskommandoen, venner i politiet og kilder i Centraladministrationen).
Efter Indhenter udkom i 2013, blev jeg kontaktet af personer i efterretningsmiljøet - tidligere ansatte og nuværende - som siden 2013 har hjulpet mig med de næste seks thrillere.
Disse kilder har blandt andet oplyst mig om en dansk feltindhenter, der ejede tre danske pas. Et af disse pas påviste, at han var læge. Hvad han ikke var.
Indhenteren rejste uhindret rundt i verden for danske efterretningstjenester og havde adgang til betragtelige summer på en statslig udgiftskonto.
Jeg oplyser selvfølgelig ikke mandens navn. Eller hvornår han var aktiv.
Men personen tjente som delvis inspiration for min hovedperson Lucas.
Lektørudtalelse, DBC:
”Indhenter bringer bredspektret behandling for folk med akut spændingsunderskud og kan således formidles til de umætteligt spændingshungrende.
Velskrevet og spændende indledning udvides til et meget bredspektret spændingsplot med flere retninger, aktører og niveauer.”
Lektørudtalelser er fra Dansk Biblioteks Center, der servicerer bibliotekerne med deres indkøb af bøger.
Anmeldelse. Indhenter 1.
Michael Corvenius, efterforsker, Granada, Spanien:
En velskrevet og spændingsfyldt bog skrevet af en forfatter, der tydeligvis har et indgående kendskab til virkelighedens hemmelige tjenester.

Anmeldelse af Indhenter. Camilla Inga Kostow.
Bedømmelse: 📚📚📚📚📚 af 5 bogstakke.
"Indhenter" er første bind i "Indhenter"-serien og følger dansk-jødiske Lucas i alle hans kampe. Og dem har han mange af....
Jødisk mafia, Muhammed-tegninger, historiske vendettaer og mord på junkier? "Indhenter" har det hele.
Fortællingen er en samling af utrolig mange historier, som mange forfattere burde holde adskilt i hver deres bind. Forfatteren, her, formår at holde dem samlet og relevant.
Noget af det der virkelig betager mig ved denne bog, at hovedpersonen lever af at myrde, og det generer ham egentlig ikke. Mit hoved siger, at han er skurken i fortællingen, men mit hjerte siger, at han er helten. Havde det været enhver anden krimi, var han helt klart skurken.
Derudover havde jeg rigtig mange teorier om, hvordan jeg troede, bogen ville ende. Rigtig mange. Men helt op til sidste linje, var jeg i tvivl om, hvilken slutning bogen ville have. Jeg kunne slet ikke gennemskue det.
En klar anbefaling til alle krimielskere!
Next stop: "Indhenter II: Medløber".
MVH Camilla Inga Kostow
Anmeldelse.
9 ud af 10 stjerner. Henrik Kostow, Esbjerg:
At give sig i kast med thrilleren Indhenter af forfatteren Morten Buschmann, vækker minder til live hos alle, der er gamle nok til at huske den såkaldte ‘Muhammedkrise’, der hærgede Danmark og det meste af Mellemøsten.
Bogens handling, der starter i året 2005, hvor de såkaldte Muhammedtegninger for alvor satte Danmark på verdenskortet.
Men ikke nok med at Danmark skal håndtere det, som blev betegnet som den største internationale danske krise siden Anden Verdenskrig, er en snigskytte på spil i større danske byer, der har én målgruppe for øje: Nemlig narkomaner.
Mens John Milner, der er drabschef, får til opgave at finde Danmarks første seriemorder i nyere tid, er den danske befolkning delt i beundring og foragt for snigskytten. Især medierne elsker den gode historie, og en af journalisterne, Jacob Olin Larsen, bliver på et tidspunkt kontaktet af en person, der påstår vedkommende er den berygtede snigskytte.
Denne korte opsummering af handlingen, kunne være taget ud af stort set hvilken som helst krimi – men det er den bare ikke!
Dét, der adskiller Morten Buschmanns Indhenter fra andre lignende krimier, er den forunderlige verden af fakta og fiktion, der mest af alt minder om en dansk udgave af Dan Browns fascinerende verden.
Uden at foretage nogen sammenligning overhovedet, kan anmelderens tanker alligevel ikke lade være med at kredse om Dan Browns succesromaner.
Morten Buschmanns litterære genialitet består ganske enkelt i at mixe virkeligheden med fiktionen og koge det hele sammen til en yderst spændende og velskrevet thriller på i alt 490 sider.
Udover Morten Buschmanns litterære genistreg, finder vi en anden genialitet i det faktum, at forfatteren tydeligvis har gjort sit forarbejde særdeles grundigt og har et indgående kendskab til virkelighedens efterretningstjenester.
Hans kilder i efterretningstjenesterne er selve grundstenen i hele den troværdige beskrivelse af både Muhammedkrisen og jagten på den danske snigskytte. Dette er ikke blot med til at give læseren en særdeles fascinerende læseoplevelse, men giver samtidig både forfatter og hovedpersoner i krimien en sjælden set troværdighed.
Netop den litterære genistreg, det grundige undersøgende forarbejde og troværdigheden gennem hele bogen, er af afgørende betydning for en udødelig og transcenderende handling, der ikke bare egner sig godt til en bog,
men som også ville være det oplagte manuskript til en TV-serie.
Det fortjener både handlingen og den litterære opbygning af Indhenter. Så til landets manuskriptforfattere: Det er bare med at komme i gang!
Hvis man som anmelder vil dryppe lidt malurt i bægeret, skal man godt nok stå tidligt op – for der findes ganske enkelt INGEN løse ender, forvaskede teorier, urealistiske beskrivelser eller overnaturlige agenter.
Hele handlingsforløbet er udover at være yderst troværdigt, også særdeles realistisk beskrevet.
Dette giver endnu en gang associationer til Dan Browns krimier, og kan Morten Buschmann fortsætte med at skrive thrillere som denne, er en sammenligning med Dan Brown hverken stupid eller urealistisk.
Herfra skal ikke blot lyde et stort HURRA for Indhenter, men også en stor tak til forfatteren for en yderst velskrevet og velundersøgt thriller fra øverste hylde.

Anbefaling.
Henrik Zein, administrerende direktør/ executive producer Nordisk Film:
Stort tillykke med dine romaner!
Vores venskab går mere end 30 år tilbage, og efter at have læst dem er jeg meget glad for at se dine mange talenter - som jeg har lært at kende gennem årene - folde sig ud.
Du har et ubestrideligt talent og det er en fornøjelse at se dit intellekt
- din journalistiske tæft for at bygge en historie op, dit reporterinstinkt og din humor - gå op i en smuk, højere enhed.
Anmeldelse Indhenter.
af Karina, Boginspirationen. 6 hjerter ud af 6.
Muhammedtegningerne sætter Danmarks på verdenskortet og året er 2005. I den hjemlige andedam er der en snigskytte løs – en snigskytte der målrettet er begyndt at henrette narkomaner. Drabschef John Milner er sat på opgaven – en opgave der ikke viser sig at være så let eller enkel som forventet. Tilmed er den danske befolkning delt i snigskytte spørgsmålet. Nogle er forargede og andre fulde af beundring for snigskytten.
Politikerne har nok at se til og en snigskytte på den hjemmelige scene vækker ikke den store opsigt. Medierne er svært begejstret for de kaotiske begivenheder. Dette gælder specielt radiojournalisten Jakob Olin Larsen, der bliver kontaktet af en mand der påstår at være snigskytten. Jakob Olin får tilbudt et interview med snigskytten. Et interview der pludselig gør Jakob Olin interessant for venner og fjender. Han er jo den eneste som har set snigskytten i person.
Politianklager Annesofie Gundelach er også sat på sagen. Hun er på trods af de turbulente tider glad. Privat har hun langt om længe fået styr på privatlivet. Eksmanden Christian har hun fået parkeret og en ny flamme er dukket op, de hektiske tider Danmark står i som nation rører hende ikke og arbejdet med at finde snigskytten rører hende heller ikke personligt.
Efterhånden som Muhammedtegningerne går verden rundt, bliver situationen i Danmark mere og mere kaotisk. Hændelseskæder er trukket på kryds og tværs af begivenhederne. Men ingen indser, at nettet strammes. Og ingen ved, hvor langt seriemorderen vil gå for at fuldføre sin mission.
Min vurdering
En ægte krimi og spændingsbog. Læseren er underholdt fra start til slut og intet er som det ser ud til at være. Jeg kan lide den action som bogen bærer præg af. At læse bogen var som at se en god action film for mine øjne.
Samtidig synes jeg det er et interessant koncept at bogen er baseret på virkelige hændelser – selvom der selvfølgelig også er en del fiktion inden over.
Antal hjerter
Jeg har givet bogen 6 hjerter, som er det højeste antal hjerter der kan fås her på bloggen. Grunden til jeg har gjort det er bogens underholdningsværdi. Der var handling og action på fra start til slut. Samtidig synes jeg hovedpersonens karakter er spændende og udgør et yderst interessant element i bogen.