Se flere TV-interviews om mine bøger på YouTube. Søg via "Morten Buschmann"

(NYT! Længere nede på siden - sjove historier fra min medieverden).

På YouTube er også en TV-udsendelse (fra lokaltv-stationen Byens Lys) med tidl. indehaver af trommeforretningen "Drumstick" Simon Koppel. Drumstick lå på Falkoner Allé 24, Frederiksberg.

TV-produktioner af Buschmann på Danmarks Radio:

DRTV1-udsendelse om Roskilde Festival.

"Flaget og Festen"

Live-musik med bl.a David Bowie, Neil Young, Massive Attack, De Skrigende Halse, Pulp og Red Hot Chili Peppers. Sendt på DR1 1996/97.

Se "Flaget og Festen":

https://www.youtube.com/watch?v=9F2-2qIjz2c

"Musiker Nikolaj Nørlund - et portræt"

Sendt på DRTV1 1997.Oplev programmet her:

https://www.youtube.com/watch?v=rE5VMnFZksE

Andre TV-programmer jeg har arbejdet på.

DR1:

Husk Lige Tandbørsten: Værter Casper Christensen og Anette Toftgaard.

Safari: Værter Casper C og Lars Hjortshøj.

Ka' Det Virkli' Passe: Vært Hans Otto Bisgaard.

TV2 Zulu:

Shooting Stars, Zulu Royal og Zulu Rocks i Parken: Værter Casper C og Frank Hvam m.fl.

TV2: Test Nationen.

TV3: Kidnappet. Vært Monique Spartalis.

Kanal 5: Big Brother 1. Jeg var redaktør på nyhedsprogrammet "Big Brother News": Værter Mads Vangsø og Anette Toftgaard.

Buschmann & Henrik Zein laver lokalradio i midtfirserne. Programmet "Torsdagstrif" på Radio X (foto)

og Radio Gaga - pladeforretningen GUF's egen radio.

Klub Klam pressefoto.

Temaet er dopingskandalerne i Tour de France.

Buschmann i gult, Henrik Zein i blåt.

En af siderne i coveret i Klub Klam-albummet

"Sikke Noget lUrt".

Klub Klam. Comedy-program på DR-P3, som bl.a Buschmann og Henrik Zein skrev for og medvirkede i.

(Øverst til venstre standup-keramikeren "Potte-John" - alias Morten Buschmann).

Kæmpe ros i øvrigt til DR-lydteknikeren Thomas Bernsen - en sand mester.

Bøjede sjove historier fra Buschmanns medieverden

 

Her får du et udpluk af vanvittige oplevelser fra min tid som journalist på diverse medier. I første omgang Danmarks Radio DRTV-UHA, TV2 Zulu og DRP3.

(Flere historier ville dukke op ... senere).

 

HUSK LIGE TANDBØRSTEN

År 1995/96 journalistpraktikant DR Underholdningsafdeling.

Jeg var den allerførste journalistpraktikant nogensinde på DR-UHA.

Og blev ved ankomst (september 1995) straks placeret på Tv-showet ”Husk Lige Tandbørsten” sæson 2.

Første møde samme dag. Da det blev min tur, fortalte jeg, hvad jeg mente om Tandbørsten sæson 1. Casper Christensen og Lars Hjortshøj blev meget overraskede over min åbenmundethed – og begejstrede. De var enige med mig.

En af mine opgaver på Husk Lige Tandbørsten var, at jeg skulle researche ”Blink med Lyset”. En del af showet: Seerne skulle blinke med lamperne i det rum, hvor de sad og de så HLT. Slukke og tænde alle lamper i deres hus/lejlighed. Måske var DR-UHA i nærheden? Hvis vi var, skulle den udvalgte familie quizze med Casper C. live i TV og fik mulighed for at vinde et pengebeløb.

Jeg skulle forinden finde familier med børn der var hjemme og så HLT om fredagen. Men UDEN, at de vidste, at vi researchede på dem. Jeg fandt byer, områder og dernæst familier og ringede op en uge i forvejen. Udgav mig for at være fra McKingsey Analyseinstitut! Jeg stillede et hav af ligegyldige standardspørgsmål, men sneg også spørgsmål ind om de skulle se HLT på den og den dag dato, og om de var hjemme.

Dette lykkedes til perfektion.

Jeg mødte (diskret) op med teknikere og sendevogn alle disse fredage. Det var en sjov oplevelse at opleve familier se sig selv i TV live, mens vi filmede dem – nogle gange bagfra ind gennem vinduerne i deres stuer.

Vores drøm var at filme et helt højhus, der blinkede med lyset på alle etager. Som britiske Chris Evans - der var vært på den engelske udgave af ”Don’t Forget Your Tootbrush” - var lykkedes med. Det nåede vi dog ikke.

HLT var et koncept købt af britiske BBC. Men vi brugte kun cirka 40-50% af Chris Evans’ idéer i sæson 2.  Resten var kreeret af CC og Hjortshøj. Og os/holdet. Jeg nød hvert sekund af de mange ugers arbejde på Husk Lige Tandbørsten. Og kan fortælle mange anekdoter om det vanvittige show, der opnåede forrygende ssertal. Senere.

 

SAFARI

Jarl Friis Mikkelsen var dengang chef på DR-UHA. Jeg blev indkaldt til møde med ham og min DR-UHA-praktikant-vejleder, for efter Husk Lige Tandbørsten … hvad skulle jeg så nu lave?

Tv-vært Per Wiking havde på DR-UHA et tungt, folkeligt pensionist-show ved navn ”Kom Indenfor”.

Kunne det være en idé, at jeg blev en del af redaktionen på ”Kom Indenfor”? En slags wild card, der kunne levere bøjede idéer og ruske op i Wikings mimrekort-program? Jeg udbad mig betænkningstid.

Casper Christensen og Lars Hjortshøjs bagte på det tidspunkt på deres lørdags-DR1-program ”Safari” (1996), og de manglede en ”Safarimand”. En person der udklædt i Safari-dress) kort skulle dukke op i andre DR-TV-programmer og Safaris seere skulle så gætte, hvor de havde set ”Safarimanden”.

Jeg blev til Safarimanden. Dels elsker jeg Casper og Lars’ humor – dels slap jeg for at være en del af ”Et halvt stykke med Per Wiking” (Kom Indenfor).

Efter to programmer så Safaris seertal sløve ud, mente DR. 500-600.000 danskere så hver lørdag med i den bedste sendetid. Det var for få, sagde man. En person fra DR Medieforskning mødte op på redaktionen. Krise.

Ind ad døren dukker Lars Hjortshøj pludselig op iført et rundt gigantisk syret jordbærkostume. Med en grøn hat formet som et jordbærblad. Vi storgrinede, men stemningen var lidt skidt, indtil personen fra DR Medieforskning foreslog os at lave et program om egns-spil. Egnsspil er amatørteaterforestillinger, der handler om et bestemt lokalområdes historie. ”De er utroligt populære, oplyste personen fra Medieforskningen”.

Casper og Lars tog personen på ordet, og næste afsnit af Safari handlede om egnsspil - med sværd, vikinger og ungmøer plus komiker Michael Carøe i ridderoutfit siddende på en udstoppet hest – ude i gangen foran studiet, hvor vi optog Safari. Ind i mellem blev der stillet om til det sære scenarie. Grotesk, morsomt TV, syntes vi. Sort humor. Men det forbedrede ikke seertallene.

Efter min praktiktid var endt, fortsatte jeg på Journalisthøjskolen i Aarhus, hvor de andre studerende undrende spurgte mig:

”Hvad i alverden lærte du af at være på Underholdningsafdelingen?”

Jeg lærte at tænke kreativt, at skrive jokes og ikke slavisk følge krav om høje seer- og lyttertal. og meget andet, man ikke lærte på DJH.

Casper Christensen er i øvrigt den bedste chef, jeg nogensinde har haft. (Og der har været mange).

 

ZULU ROYAL

På TV2 Zulu skabte vi bl.a. tv-showene Zulu Royal. (”Bryllup 2004” og ”Barnedåb 2006”): Seks timers live-sendinger på TV2 Zulu, samtidig med at DR og TV2 sendte live om samme royale begivenheder på deres kanaler.

Værter var Casper Christensen, Frank Hvam, Lasse Rimmer, Lars Hjortshøj og  Jan Gintberg. Stærk satire over al det royale fims. En af mine opgaver som redaktør var at undersøge straffelovens skærpede strafferegler for forbrydelser mod Kongehuset.

Ugen efter sendingen af Zulu Royal Bryllup kontaktede Kongehusets Kommunikationsafdeling os. Man ønskede at få tilsendt to stk. DVD’er med programmet. I al hemmelighed. Kongehuset ville ikke have dette oplyst til pressen. Det adlød vi og sendte DVD’erne.

Vi på Zulu Royal gættede på, at det var prins Frederik og kronprins Joachim, der ønskede at se udsendelsen. Klager modtog vi aldrig fra Kongehuset.

På TV2 Zulu var jeg desuden redaktør på syre-quizzen "Shooting Stars" med Casper C og Frank Hvam som værter. En vanvittigt morsom sort quiz, syntes vi. "Shooting Stars" var endnu et britisk show - et koncept Zulu købte. Briterne var meget overraskede - ingen andre i verden havde villet røre konceptet.

 

DRP3-radioprogrammet KLUB KLAM

Den fantastiske musikproducer og musikjournalist Henrik Milling bød ind med at lave et satirehumorprogram på DR P3. Til P3's sendeflade lørdag eftermiddag. Klub Klam skulle det hedde.

Jeg blev inviteret til at være en del af del som comedy writer og skuespiller. Og jeg inviterede mine gamle, dygtige ven Henrik Zein med i redaktionen.

P3-redaktør Heide var absolut ikke begejstret efter at have lyttet til programmet de to første lørdage. Han ville straks lukke Klub Klam.

Men Henrik Milling overtalte redaktøren til at sende Klub Klam-programmerne til en fokusgruppe.

En fokusgruppe er et hold af tilfældigt udvalgte personer, der bliver sat til at bedømme et produkt – i dette tilfælde et radioprogram.

Tilbagemeldingen var bl.a.: ”Fantastisk” og ”Lige noget for mig”.

Klub Klam fik go ahead og blev sendt i 2 et halvt år på DRP3.

Henrik Milling producerede Klub Klam-hittet ”Adios Amigos” der landede på DK’s officielle hitliste.

Og Milling skabte flere andre Klub Klam-sange i den periode.

Bl.a. musikeren/komponisten Halfdan E’s forslag til en Melodi Grand Prix-sang (oprindelig titel ukendt), som blev vraget af DR.

Henrik Milling skrev ny tekst. Resultatet blev ”Strinte Sangen”, sunget af vidunderlige Sanne Gottlieb. Sangen blev spillet i radioen og udgivet på Klub Klams første album ”Sikke Noget lUrt”. "Strinte Sangen" (og dens tekst om urin-sex) modtog fan-breve/mails!

Klub Klams andet album hedder ”Bror lUrt”. Begge CD’er kan lånes på bibliotekerne.

Jeg er meget stolt af Klub Klam og ikke mindst de superdygtige personer i KK-redaktionen. Det lykkedes os også at optræde live på Midtfyns Festivalen 2003.

Henrik Milling havde til Klub Klam skabt sangen "Hella Joof - jeg er ikke neger". Løseligt baseret på et amerikansk hit. Hella Joof og hendes comedyhold, Det Brune Punktum, skulle optræde samme dag lidt senere på samme festival. Vi mødte - eller nærmere passerede - Hella og Punktum-holdet backstage.

De skulede rasende og nægtede at hilse. Og selvfølgelig opførte vi "Hella Joof - jeg er ikke neger" live på scenen den eftermiddag. Det manglede da bare.

P3 STRAX og Søren Kragh-Jacobsen

Formiddags-radioprogrammet var enormt populært, og jeg var med i nogle år (fra 1998 til 2002) som reporter og producer.

Vi opererede med to redaktioner. En der varetog ugens fem programmer og en anden der forberedte næste uges fem programmer. Strax sendte 3 timer alle hverdage.

Hver redaktion indeholdt 1 vært, 1 producer og 2 reportere.

8 personer i alt, alle uddannede journalister. Vi havde travlt!

Denne  start blot for at forklare vores arbejdsvilkår og nå hen til en tåbelig chefredaktørs pludselige anstigning på redaktionen. Vi så hende sjældent. Hun var ny og meget ofte på kursus "Ny I Jobbet".

Ind ad døren braser hun en dag, råbende, afbryder et redaktionsmøde:

"I skal lave kampagner! Store journalistiske længerevarende kampagner som for eksempel Ekstra Bladet laver! Eller Jyllandsposten!".

Meget andet fik kvindemennesket ikke konkret udtalt, og jeg husker ikke vores svar, men jeg husker en tydelig hovedrysten fra alle, da chefredaktøren havde forladt lokalet.

Det var nemlig evident, at Strax på ingen måde havde mandskab til at lave store  afslørende kampagner, og samtidig sende tre timers radio fem formiddage om ugen.

Efter fyraften gik jeg mod min bolig, og så slog det mig! Søren Kragh-Jacobsen - ham med kæmpehittet "Kender du det" (Mona, Mona, Mona) - havde ikke udgivet et album siden 1978.

 

Søren burde kunne overtales. Jeg vidste fra Peter Kragh-Jacobsen i Slagtøj Centret, at han konstant skrev sange. Og opførte dem med sine venner og bror Peter (trommer) i deres ødegård i Sverige. Der var en stor lade, den brugte man til fester for venner, naboer og familie.

Jeg forelagde idéen for Strax-folkene dagen efter. Og fik et ja. Forudset, at jeg alene fik kampagnen op at stå og ikke mindst overtale Søren Kragh-Jacobsen, der jo reelt udelukkende arbejdede som filminstruktør. Ville han gide at hoppe på musik-cirkus-toget igen?

Jeg ringede til ham. Og tog ud og mødtes hos ham i privaten. "Jo, der var da en hel del sange i skuffen". Han var med på idéen. Hans eneste bekymring var, at han ikke sang så godt mere, syntes han. Jeg forslog, at forskellige musikpersoner kunne hjælpe, blandt andet en sanglærer, og at lytterne kunne hjælpe ham - alt sammen Strax on air. 

HELE P3 var med på kampagnen, som kom til at hedde:

"Kom nu, Søren, lav nu den plade".

Vores musikplanlæggere lagde gamle Søren Kragh Jacobsen- numre ud på sendefladen for de andre redaktioner at spille.

Og aviserne fulgte op med artikler, hvor man skrev:

"P3 vrider armen om på SKJ for at han skal gå i studiet og lave et nyt album".

Hvordan de havde fået den opfattelse, at P3/jeg tvang Søren, ved jeg ikke.

Journalisterne ringede aldrig til mig. Det måtte være et pladeselskab, der havde sendt den melding ud til pressen.

Kampagnen kørte i adskillige uger, succesfuldt, Søren fik hjælp til alt muligt og umuligt fra lytterne og en professionel stemmecoach, Lise Dandanell, tilbød at undervise ham intensivt, inden han gik i studiet.

Og en Strax-lytter tilbød personligt at tage tæskene, hvis anmelderne skulle slagte det nye album.

Søren valgte selv de musikere, han ville benytte, og resultatet blev albummet "Isalena" (2001). Og en turné og flere turnéer og senere endnu et album "Tranedans" (2023).

Sideløbende med kampagnen arbejdede jeg med andre journalistiske opgaver på Strax - der var slet ikke mandskab nok til at jeg udelukkende kunne koncentrere mig om SKJ.

Og P3 fik gigantisk og positiv medieomtale. Journalister kaldte ligefrem kampagnen for et "folkeligt ombud"

Og resultatet blev et ualmindeligt godt og velanmeldt album, som vi selvfølgelig spillede på P3.

Vores kvindelige chefredaktør talte aldrig til mig om kampagnen siden, selv om der hang et ocean af artikler om "Kom nu, Søren, lav nu den plade" på væggene i hendes kontor. 

Se fotos andre steder på hjemmesiden.